Uden returbillet

Hvorfor vigtige begivenheder bør finde sted uden for snotsæsonen

2012-02-09T20:10:00.001+01:00

Fik jeg forresten nævnt, at vi skal giftes?

Nå, men det skal vi. Det fandt vi lige på for en måneds tid siden. Helt spontant. Hvis man da kan tale om spontanitet i den sammenhæng efter 10 års samliv.

På lørdag er det den store dag. Og nu er begge børn syge. Great.

Nødråb fra skyttegraven

2012-02-05T20:11:00.004+01:00

Nå. Jeg kan forstå på det hele, at debatten om speltmødre og karrierekvinder stadig er i gang. Eller er i gang igen.

Suk altså. Bliver helt træt indeni. Jeg orker ikke endnu en omgang med Den Gode Speltbollebagende Økomor (eller -far) og Den Onde Egomor (eller -far), der kun tænker på karrieren og ikke gider sine børn. Kunne vi ikke godt blive enige om at nuancere tingene bare en lille bitte smule? Pø-lease? For jeg er ret sikker på, at de fleste af os hverken tilhører den ene eller den anden lejr, men raver forvildet rundt i det store ingenmandsland af leverpostejsfarvet gennemsnitlighed, der adskiller de to.

Her befinder jeg mig fx. Og her kan man både få et kick ud af at spise koldhævede speltboller med hjemmelavet marmelade og af at præge udviklingen på sin arbejdsplads og få anerkendelse for sin intellektuelle formåen. Man kan også være ved at tude af savn efter sine børn, når man kører afsted på arbejde, samtidig med at man søndag aften VIRKELIG glæder sig til at komme ind på kontoret og slappe af næste dag. Ja, man kan sågar både nyde sin barsel i fulde drag, velvidende, at man ville få svip af at være hjemmegående i andet end en begrænset periode.

Så kunne vi ikke godt give os til at tale lidt mere om, hvordan man tackler ingenmandslands udfordringer uden at gå i gulvet af stress og dårlig samvittighed, og bruge lidt mindre tid på at råbe og pege fingre og have så skidefuckingtravlt med andres HELT forkerte måde at gøre tingene på. Jesus!

Det vigtigste for alle må vel for hulen være at træffe de valg, der føles rigtige, og så have det godt med det. Og lige der er jeg faktisk lidt misundelig på både speltmødre og karrierekvinder (hvis nogen af dem findes). For hvis man er SÅ overbevist om det rigtige i sin prioritering, at man kaster 100% af sig selv efter én livsopgave, må man vel være dejligt fri for den tvivl, savn og angst for ikke at slå til nogen steder, der nager en del af os, der gerne vil både det og det andet.

Videnskaben har talt!

2012-02-03T13:21:00.004+01:00

Jeg springer lige alt det der "gudhvorerdetlængesidenogdetmåIogsåundskyldemenjegharhaftsåtravltogikkesovetifleremåneder"-halløj over og går direkte til sagen: Faxe Kondi/hindbærsnitte-metoden er nu helt officielt blevet blåstemplet af sagkundskaben. Ifølge Facebook er en af Anders gamle gymnasiekammerater i dag blevet oplyst af sin jordemoder, om at "Faxe Kondi og hindbærsnitter har en positiv effekt på veer/fødsel".

Den lader vi lige stå et øjeblik, mens jeg overvejer, hvad jeg skal bruge alle de millioner til, som der MÅ være i at have opfundet metoden.

Hilsen fra himmerige

2011-11-30T19:38:00.002+01:00

Altså, det er ikke fordi, jeg ikke vil blogge. Jeg prøver virkelig, men Wordfeud har taget alle mine ord. Den eneste grund til, at jeg skriver her lige nu (udover dårlig samvittighed over misligholdt blog), er, at husets eneste smartphone er med sin retmæssige ejer ude at lede efter en U-landskalender til Rullepølsen. (Ja, vi er som altid ude i i sidste øjeblik. Hvornår bliver man voksen nok til at være på forkant med den slags?) Men så snart han er tilbage, skal der feudes for vildt igen!

I mellemtiden kan jeg da lige nævne, at det går helt forrygende med at være tilbage på det der arbejdsmarked. Havde helt glemt, hvor skønt et sted det (i hvert fald nogle gange) er. Den søde, zen-agtige stilhed, der kun brydes af pc'ens snurren. Kaffen, som man kan drikke i ro og mag, mens den stadig er varm. Frokostbuffeten. Massageordningen. At være omgivet af mennesker, der selv kan gå på toilettet og i tilgift siger andet end ba-ba-ba. Glæden ved at være iført høje hæle og en bluse uden sneglespor af snot på skuldrene. Ja, jeg ku' blive ved. It's heaven!

Nu kan jeg høre trin i gangen. Mand og iPhone er hjemme (med en Cars-gavejulekalender. WTF?), og jeg er smuttet!

Angreb omkring bæltestedet (og en lille smule begrebsforvirring)

2011-11-07T10:38:00.006+01:00

Rullepølsen: Far, hvorfor har du sådan en tyk mave?

Far: Jeg har da ikke en tyk mave!

Rullepølsen: Du er gammel!

Far forsøger at komme op med et snappy comeback. Rullepølsen klapper ham på vommen og fniser.

Far (opgiver at være snappy): Hvorfor har DU sådan en tyk mave, Ida?

Rullepølsen: Jeg har TYND mave!

Jow jow. Det kan godt være, at her ikke sker alverden, men vi keder os ikke...

Jeg er bare SÅ kureret!

2011-11-04T07:52:00.003+01:00

Det viser sig, at kuren mod Separationsangst Hos Mødre Med Udsigt Til Snarlig Genindtræden På Arbejdsmarkedet (også kendt som SHMMUTSGPA) er både såre simpel og effektiv. Man tager simpelthen en far, der ikke er hjemme to weekender i træk og i øvrigt arbejder nærmest i døgndrift, mikser med en baby i rivende udvikling (Der krybes! Og tømmes tasker/ædes sko/væltes møbler!), tilsætter en seriøs gang natteroderi og topper blandingen med en overgang til vintertid, som får Flæskestegen til at stå ikke bare én, men TO timer tidligere op hver dag.

Kæft, det bliver skønt at komme på arbejde og slappe af.

Det er kun en uge siden, der gik B.S. i den herhjemme, og Krybefrans

er allerede allevegne. Dermed har hun også fået udvidet sortimentet

af legetøj betragteligt, og hun udviser - ikke overraskende - en sund

interesse for sko, tasker og alskens elektroniske gadgets.

Spruttefrans

Storesøster er den sjoveste i verden. Hvor jeg dog håber, at de bliver

ved med at være hinandens bedste venner, også når de bliver

voksne. (Og ja, det ER gylp på tæppet)

Hvis det ikke lige var for Annas tendens til korte ben og tøndeformet krop,

ville hun have en strålende fremtid som model. Prø'li'å' se her, totalt

fierce og strong eyes. Tyra ville være stolt!

Hello Nemesis, my old friend

2011-10-23T07:33:00.001+02:00

Jeg har kun ét ord - men til gengæld et langt et - til jer:

Hosteskrigenonstopammecirkusnatteroderi.

Jeg vidste det bare!

Til gengæld får jeg nok ikke lukket et øje i nat

2011-10-22T15:44:00.004+02:00

Anders er med sin lillebror på tur til Hamborg, hvor den står på væg-til-væg fadøl og fodbold til engang i morgen, og det efterlader jo mig alene hjemme med to krapyler. I TO samfulde dage (ok, halvanden, så). Og da man skal jo aldrig skal være bleg for at overdramatisere og tage sorgerne på forskud, har jeg brugt de sidste par dage på at visualisere alle de utroligt mange ting, der kan gå i ged i løbet af sådan 36 timer som enlig mor. Således hensat i den rette tilstand af mild panik og med galopperende hjerte, vinkede jeg i morges farvel til lillefar og gav mig til at afvente dagens første katastrofe.

Jeg ventede.

Og ventede.

Imens hyggede Rullepølsen og jeg os under dynen med Peddersen og Findus-bøger, mens flæskestegen sov formiddagslur. Senere, da Flæskestegen var stået op, tog vi cykel (Rullepølsen) og barnevogn (mig) og trillede en tur. Så lavede jeg mad og fodrede baby, mens Rullepølsen sad inde på sit værelse og lagde puslespil (med 48 brikker, helt uden hjælp!) og læste en bog højt for sig selv. Nu snorksover de begge to efter verdens nemmeste putninger, den lille i tremmesengen og den store på sin fars plads i dobbeltsengen.

Og jeg venter stadig.

Separationsangst

2011-10-12T15:42:00.004+02:00

Jeg vidste jo godt, at der ville komme en dag, hvor virkeligheden med vanlig insisteren ville kradse hul på det trygge mikrokosmos af bleer, mos og fede babylår, der udgør min hverdag, og snige sig lige så stille ind.

Jeg havde bare ikke lige regnet med, at det ville blive i dag. Før jeg fik en mail fra verdens bedste kollega om, at hun er i gang med at sikre mig drømmearbejdsopgaverne (for, som hun skrev, "der er ikke nogen grund til at betale for noget udefra, som vi selv kan gøre bedre inhouse". Argh! Enter præstationsangst!). Og før jeg fik set mig om, havde jeg sendt en lidt for overfrisk mail til min chef om, hvor meget jeg glæder mig, og om vi ikke lige kan tage et møde SNART.

Nu er begejstringen så dampet af igen. På fredag er der en måned til jeg starter på arbejde. Og jeg er slet, slet ikke færdig med de babylår.

På hjemmebane

2011-09-29T19:37:00.002+02:00

Flæskestegen og jeg har været nogle dage hjemme på øen for at besøge mormor og morfar. Først skulle vi dog lige et smut forbi gudmor Anne Sofie, som bor lige midt i vores gamle hood, så Anna kunne snuse lidt til stenbroen, og moren kunne gå nostalgiture, drikke nostalgikaffe og beundre den metrobyggeplads, vi flygtede fra (og godt vi gjorde det!). Og da vi hentede sushi i Jægersborggade, kunne jeg ved selvsyn konstatere, at det ikke var en and, da Politiken for nylig skrev om åbningen af Københavns (og verdens) første grødbar. Havde på en eller anden måde lidt håbet, at det var. But no. De er skøre, de kjøwenhavnere...

Valgflæskesteg

2011-09-15T20:55:00.001+02:00

I rødt, naturligvis :-)

Spisetid. Eller noget.

2011-09-05T10:24:00.004+02:00

Nå, men en af de ting, jeg har haft travlt med her under Den Lange Tavshed (udover at overveje om jeg kan gifte mig med Margrethe Vestager, uden at Anders tager det ilde op), er at kokkerere alskens lækkerier til vores lille flæskesteg, som runder et helt halvt år i morgen. Jeg har lavet risgrød, boghvedegrød, kartoffel/ærtemos, hindbærmos, avocado/bananmos og hvad ved jeg. Og ud i skraldespanden er røget risgrød, boghvedegrød, kartoffel/ærtemos, hindbærmos, avocado/bananmos og hvad ved jeg. Mens frøkenen har siddet i sin Tripp Trapp-stol med en smækfornærmet "kalder du dét mad?"-attitude og skreget på mælk. Mors mælk, vel at mærke. Ikke erstatning, for det vil hun heller ikke lade sin fine, lille mund besudle af.

Så hej, jeg hedder Lykke og jeg er langtidsammer. Kæft, det bliver pinligt, når jeg skal sidde der og give hende babs i frikvarteret, når hun starter i skole. Bliver nok også en kende besværligt at opretholde en form for karriere. I hvert fald som andet end malkeko.

Dén havde jeg ikke set komme, skal jeg ærligt indrømme. Nok var rullepølsen ikke verdens nemmeste baby, men hun spiste, hvad der blev serveret uanset om det var mos, grød eller flaske, og droppede på eget initiativ amningen helt, da hun var knap 8 måneder, og jeg naive sjæl havde SLET ikke forestillet mig, at det kunne være spor anderledes med lillesøster. Men det kunne det så.

Men, men. Bortset fra det her lille mad-issue, så er hun stadig verdens gladeste og nemmeste baby. Hvilket jo på sin vis er et held, når nu jeg åbenbart skal have hende hængende på mig til evig tid.

(Og så ikke et ord om, at flæskestegen inden for den sidste uge er begyndt at blive lidt mildere stemt over for fast føde. Skulle jo nødig jinxe noget. Men der spises faktisk. At hun så foretrækker industrigrød frem for den hjemmegjorte er så bare noget, hendes klidmostermor må lære at leve med, og det går det helt ærligt også fint med. Mine principper er billigt til salg for bare en smule frihed, tilsyneladende.)

Hey, hvem har taget august?

2011-09-01T14:19:00.003+02:00

Mit bedste bud er de to bavianer her:

Beklager den lange tavshed. Der har været noget ferie, noget arbejde og noget almindeligt børnekaos i vejen, men nu skal det være anderledes, skal det! Jeg lægger hovedet på blokken (nej, jeg gider ikke den der "på bloggen"-vits, som fandme er så gammel, at den ikke engang går på krykker mere, men snarere står med det ene ben i graven. Nå!) og lover mindst ET nyt indlæg, inden også september forsvinder mellem hænderne på mig. Kæft, det bliver godt!

Øv med øv på

2011-07-13T15:58:00.003+02:00

Hvis jeg var sådan en, der rent faktisk huskede at læse de nyhedsbreve fra koncertsteder, der jævnligt lander i min inbox, ville jeg i aften stå HELT oppe foran scenen på Voxhall og være depri på den fede måde sammen med ham her:

I stedet kan jeg sidde herhjemme og sparke mig selv. Hårdt.

Groundhog day

2011-07-12T14:19:00.011+02:00

Nå, vi kan vist godt blive enige om, at jeg næppe er topkandidat til titlen som sommerens mest produktive blogger, ikke? Det står godt nok sløjt til med skriblerierne for tiden. Det er ellers hverken lyst eller blogbare emner, det skorter på, men når roen sænker sig over det lille hjem et sted mellem klokken 20 og 21, er jeg bare færdig. Ganz kaput, drænet for energi og ude af stand til at formulere noget, der bare minder om en sammenhængende sætning. I stedet ligger jeg på sofaen og får det daglige sukkerfix, mens jeg lader mit hensygnende intellekt stimulere af lødige, indholdrige udsendelser som Sommervejret og Aftentour. Lille A (er der egentlig ikke sådan en gangstertype hjemme fra Nørrebronx, der også går under det navn?) er nu fire måneder og gæt selv, hvor længe det er siden, at jeg har åbnet en bog, endsige læst så meget som en linje. Og selv om jeg havde tid, ville jeg sgu nok ikke engang kunne manifestere den koncentration, der skal til for at læse selv en letbenet sommerkrimi fra ende til anden. Har altid været en Læser, så er faktisk ramt af lidt af en identitetskrise her. Nå, man kunne jo håbe, at det bare var en fase, og at jeg får min evne til fordybelse udleveret ved udgangen, når jeg forlader barselsland om sølle fire måneder. Meget gerne sammen med min røv, som jeg ikke har set siden jeg forlod fødestuen, og faktisk savner en del. Mine bukser sidder så mærkeligt uden.

Selv om det måske kunne lyde sådan på ovenstående tirade, er det faktisk ikke SÅ hårdt igen at have to børn. Lidt hårdt til tider, bevares, men slet ikke dobbelt så hårdt som kun at have et barn. Man sidder bare ikke så meget ned. Der er jo tøj, der skal vaskes (det viser sig nemlig, at dobbelt op på børn giver tre gange så meget vasketøj. Nu er jeg godt nok sproglig student, men jeg synes altså, at der er noget i den ligning, der ikke stemmer), mad, der skal laves, børn, der skal afleveres og hentes og bunker, der skal flyttes for at de førnævnte opgaver kan udføres. Føler mig af og til som Bill Murray, når jeg dag ud og dag ind rydder præcis de samme ting op for næste dag at konstatere, at der IGEN er en skoforretning, en legetøjsbutik og en vasketøjskurv, der har voldbrækket sig ud over samtlige kvadratmeter. Og lige i det øjeblik glemmer jeg alt om den separationsangst, som ellers sniger sig mere og mere ind på mig ved tanken om, at jeg om kun fire måneder skal overlade mit lille labre skinkebarn til farmand og selv bevæge mig ud på det der arbejdsmarked igen.

Jeg ved godt, at jeg springer lidt i det, men jeg skal altså også lige have luftet min begejstring for at være haveejer, nu hvor jeg endelig har lidt uforstyrret tid ved tasterne. For hold nu HELT kaje, hvor er det bare det pissehamrendemotherfuckernice at dalre ud i sin have og sådan lige, upti-vupti, plukke to kilo jordbær. To kilo, mand! Og det var bare én dag. Vi vælter os i jordbær, hindbær, solbær, stikkelsbær, gulerødder og hvad ved jeg. Der er mere, end vi kan nå at konsumere fra dag til dag, så jeg har lavet syltetøj til den helt store guldmedalje (ikke af gulerødderne, dog). Jeg føler mig meget husmoderlig, når jeg står der og jonglerer med bær, sukker og sylteglas, og jeg elsker det så meget, at jeg påtænker at binde et tørklæde om hovedet, anlægge mormorarme og afgrundsdyb kavalergang og fremover ernære mig som samfundsrevsende tv-kogekone. Hvad? Er den identitet allerede taget, siger I? Øv, det er ellers lige mig.

Basse!

Nældens rod

2011-06-22T20:50:00.003+02:00

Nu er det ikke fordi, der skal gå Piet van Deurs i den (hvis nogen ellers kan huske ham?), men hvad ER det her? Mit bedste bud er noget street art / installationskunst villakvarter-style. Jeg er mystificeret, men svært glad for, at der er nogen her i nabolaget, der dyrker andet end snorlige perlegrus. For det kræver da en vis opfindsom- og gakkethed at plante en brændenælde i en potte for derefter at efterlade nælde og jordklump ved en tilfældig lygtepæl et sted i provinsen.

Scener fra et husmoderliv

2011-06-09T21:58:00.003+02:00

Hvis her er lidt stille for tiden, så er det altså bare fordi der ikke sker en fis i mit liv - samtidig med at jeg har rygende travlt. Jo jo, livet som mor til to er et sandt paradoks. Og tror I mig ikke, skal jeg da gerne kede jer med et kort resumé af dagen i dag:

07.00: Mand afsted på arbejde. Mor op.

07.00 - 08.45: Affodring, klatvask og påklædning af mor og børn. Fedtet hår forsøges kamoufleret med skødesløs knold.

08.45: Fem minutter før planmæssig afgang konstaterer mor, at det regner og går i panik. Fumler med barnevogn, regnslag og baby, mens hun lokketruer Rullepølsen til at få regndragten på i en helvedes fart. Der bandes.

08.55: Afsted til børnehave. Løbe efter bus.

09.55: Hjemme igen med vågen baby. Tretimerslure er åbenbart ikke moderne længere. Der røg den kaffepause.

09.55 - 11.30: Lege med baby, fodre baby, skifte baby, putte baby.

11.30 - 12.15: Sætte vasketøj over, sætte rugkerner i blød til boller, overveje at lave frokost

12.15: Baby vågner. Der bandes.

12.15 - 13.30: Mor underholder baby med den ene hånd og betjener samtlige husholdningsmaskiner med den anden. Bliver lidt svedt.

13.30: Nå, det var den frokost, vi kom fra.

14.00: Nys hjemkommet mand vugger hysterisk, overtræt baby i søvn.

14.00-14.30: Mor forsøger at slappe af på sofaen og bage boller på én gang. Går skidt for afslapningen.

14.45 - 15.30: Mand henter Rullepølsen. Mor hænger vasketøj op og drikker kaffe og spiser boller i solen.

15.40 - 16.10: Mor løber en tur (eller...går mest. Er nået til uge to af sådan et couch potato to 5K-program, så der er ikke så meget fart på endnu). Overvejer, om det er motiverende eller det modsatte at kunne mærke sine baller blævre, når man løber. En helt teoretisk overvejelse, naturligvis. Ahem.

16.30: Mand afsted på arbejde igen.

17:00: Børn synkronskider. Den store gudskelov på tønden, babyen ud over sig selv. Mor skifter ble, skyller tøj op, bader baby og varmer aftensmad. Rullepølsen går i vejen. Der bandes.

18.00 Aftensmad indtages i nogenlunde ro og orden, afbrudt af en enkelt amning og endnu et bleskift.

18.45 - 19.30. Baby sover aftenlur. Rullepølsen puttes. Mor rydder op i køkkenet, akkompagneret af hylende variationer over temaet "jeg VIL ikke sove. Moaaaaaar!" Der bandes.

19:30: Rullepølsen sover. Baby vågner og er sur.

19:30 - 21.15: Lege med baby, fodre baby, putte baby.

21.15 - 22.00: Mor rydder op og forbereder kager til barnedåb på søndag. Prøvesmager en. Ok, så to.

22.00 - 22.30: Mor marinerer lidt i sit martyrium foran computeren. Føles godt.

22.40: Godnat.

Farvel sut!

2011-05-24T21:15:00.002+02:00

Vi tilbragte bededagsferien i sommerhus, og det var fire skønne dage, som var begivenhedsløse - på den helt rigtige måde med afslapning ad libitum og ingen udfordringer større end at vælge hvilken slags is, man skulle have - bortset fra én skelsættende milepæl i Rullepølsens liv: Der blev sagt endegyldigt farvel til hendes højtelskede sut. Hun ikke brugt sut til andet end at sove med siden hun var 1½ eller noget i den stil, men om aftenen, når hun var træt oven på en hård dag, var der ingen bedre ven. Derfor var det med en vis bæven hos os alle tre, at vi dumpede den i en kuvert og lagde den ud i garagen, så Suttenissen (opfundet til lejligheden, så vi slap for rollen som bussemand. Eller mænd, som det vel er, når vi er to) kunne finde den og tage den med sig hjem. Og de voksne mandede sig op til en omgang skrig og skrål ved sengetid.

Men guess what, det var bare totalt problemfrit og udramatisk. Hun sov lige så artigt, som hun plejer at gøre. Godt, vi har gået og udsat det i flere måneder, mens vi rugede over, hvordan vi dog skulle gribe det an. Det er da time well spent.

Sådan ser man ud efter den første nat uden sut - stolt, glad og lidt uglet.

Har du set giraffen? Tøhø. Ja, de er desværre ikke helt så seje som den
ovre hos M. Tjek den ud, hvis du ikke har set den endnu.

Skuer ud over savannen.

I grisestien. Af alle steder. De eksotiske dyr i Ree Park imponerer ikke Rullepølsen

synderligt, men små, fede, ildelugtende bondegårdsdyr, DE holder.

Totalt modig pige, jeg har. JEG skulle fisme ikke så tæt på de grisebasser.

Men tjek lige, hvor afslappet jeg ser ud, selv om mit barn er i nærkontakt med

et møgbeskidt, loppebefængt vilddyr, der sikkert kan æde hende i en mundfuld.

Og abstraher venligst fra, at det ser ud som om jeg er ved at skide en gris, ing?

Nogen der gider ringe efter Will og Tommy?

2011-05-18T09:54:00.002+02:00

Jeg tror nemlig, at det der rumvæsen fra den første Men in Black-film har fundet en ny vært....

Har jeg ret, eller har jeg ret?

Hun kan heldigvis også se nogenlunde normal ud.

Gud og rabarber

2011-05-15T15:59:00.005+02:00

Så er datoen for Annas indlemmelse i flokken fastlagt. Den 12. juni skal hun døbes i faderens og sønnens og alt det der jazz. Som jeg ikke tror en hujende fis på.

Jamen, hvorfor får du hende så døbt, råbte de så i kor.

Jo, ser I. Jeg giver faktisk bare efter for trusler. Jeg mener, når nu Vor[meget u-rummelige]herre kun vil lade de små børn, hvis forældre har fået dem døbt, komme til sig, så må man jo hellere. Bare så det ikke går ud over mine uskyldige små englebørn, hvis det usandsynlige - at det er mig, der tager fejl - skulle være tilfældet. Og hvis de skulle vokse op og blive lige så ugudelige som deres mor, kan de jo bare melde sig ud.

Og selve ritualet og traditionen er da sådan set også meget hyggelige, selv om jeg allerede voldkeder mig bare ved tanken om at skulle stå en gudstjeneste igennem. Sådan nogle præster er tit lidt lange i spyttet, ikke?

Nå, men når den kirkelige del af festivitasen er overstået, og der igen er fri leg, står den på brunch hjemme i haven for en lille udvalgt flok (og fortvivl ikke, hvis du føler dig ekskluderet - vi er som sædvanlig på bagkant og har ikke sendt invitationer ud endnu). Har aldrig rigtig fattet de der store dåbsfester, men hver sin lyst. Vi holder os til det mere intime.

Kunne være, jeg skulle traktere gæsterne med min seneste frembringelse: Rabarbersyltetøj lavet af rabarber fra egen have. Føler mig meget Plumsk. [Og så behøver vi SLET ikke tale om mine to kulinariske katastrofer fra denne uge. Vil bare kort fortælle, at tarteletter brænder overraskende godt og at papirmuffinforme fra Rema har en kedelig tendens til at kollapse under presset fra en hævende banan/chokoladedej]

C'mon, det ER da sjovt

2011-05-13T20:32:00.004+02:00

Hvordan er det lige, man skal bære sig ad med at fastholde pokerfjæset, når ens treårige sidder ved aftensbordet og brøler "jeg vil ha' fredagsslik-pik"? I båndsløjfe.

Jeg kunne ikke.

Alt det, I gerne ville vide om mig

2011-05-05T15:25:00.001+02:00

"For du har jo sikkert en hel masse tid til at sidde og blogge og svare på mærkelige spørgsmål :-)", skrev Gravidgrahvad i mit kommentarfelt, da hun gjorde mig opmærksom på, at hun havde tagget mig i den der venindebogsting, der cirkulerer i blogland for tiden. Og hun har da ret, tid er lidt en mangelvare her i huset, hvad mine meget sporadiske indlæg og manglende tilstedeværelse i andres kommentarfelter nok også vidner om. Dårlig blogger, I know. Men vilje skorter det ikke på, så når der er nogen, der vil lege, vil jeg da ikke være kedelig og sige nej. Så nu tager jeg mig tid, gør jeg. Også fordi det er vildt hyggeligt og totalt dejavu-agtigt at udfylde sådan en ting, selv om spørgsmålene er lidt anderledes end sidst jeg gjorde det - da handlede de mest om hvilken hest, der var min yndlings (Lady), hvilke kendisser, der var hotte (Dylan fra 90210), og hvad jeg skulle være, når jeg blev voksen (statsminister eller fodboldkommentator). Here goes:

Hvorfor startede du med at blogge?

Fordi jeg lige var flyttet til Jylland, var arbejdsløs, kedede mig bravt og tænkte,at jeg kunne bruge bloggen til dels at holde venner og familie på Sjælland informeret om vores gøren og laden, dels få afløb for eventuelle frustrationer over livet i provinsen. Det sidste fik jeg aldrig gjort så meget ved, ikke fordi jeg ikke var frustreret, for DET var jeg, men fordi jeg ikke kunne få sat de rigtige ord på, uanset hvor meget jeg prøvede. Det første bruger jeg stadig bloggen til, men ikke som det primære formål, for det er efterhånden blevet bloggen selv, og hvad den har ført med sig af blogbekendtskaber. Faktisk har jeg småblogget lidt før i forbindelse med mit speciale om - ja, nemlig - blogs, men det er en helt anden og kedelig historie og egentlig noget, jeg lykkeligt har fortrængt sammen med alle minder om specialeprocessen i al almindelighed.

Hvilke bloggere følger du?

Dem, du ser ude til højre på min blog plus et par stykker mere - er ikke så flittig til at få opdateret min blogroll. Generelt nogle, der kan noget med ord og at fortælle historier - uanset emne.

Favorit makeupmærke?

Tror ikke, jeg har et. Er rigtig glad for Tromborgs mineralpudder, som kan få mig til at se nogenlunde levende ud, selv om jeg er grå af træthed ovenpå endnu en nat i amningens tegn. L'Oréals Telescopic-mascara har fulgt mig i årevis, selv om den er fuld af parabener og andet snask. Men den virker, og jeg er for doven (og nærig) til at begynde at lede efter et alternativ.

Favorit tøjmærke?

Lige meget, bare tøjet er sort! [Altså ikke på goth-måden, vel?] Jeg har forsøgt at få flere farver ind i min garderobe i årevis, men har med tiden erkendt, at jeg bare er mest til sort (og - når jeg virkelig skejer ud - blåt, gråt, hvidt og nude, som vistnok hed hudfarvet i gamle dage), gerne tilsat lidt læder, lynlåse, dyreprint og andet dramatisk rock-gejl. Meget passende til min husmodertilværelse i provinsen, som jo emmer af rock'n'roll.

Dit “må ha” makeupprodukt?

Pt. må det være tid til bare at få noget på. Ellers førnævnte Tromborg-pudder.

Din favoritfarve?

Den har vi vist fået slået fast, ikke?

Parfume?

Har ikke brugt parfume siden jeg blev gravid med Rullepølsen og har faktisk ikke savnet det før for ganske nylig, så nu skal jeg finde mig en ny duft, så snart jeg er færdig med at have en baby hængende på mig hele tiden. Tips modtages gerne!

Favorit film?

Åh, der er mange! Brokeback Mountain elsker jeg - en tåreperser med indhold og virkelig pæne mænd. Den spanske gyser Børnehjemmet er jeg også vild med, selv om jeg slet ikke er til den genre normalt. De Andres Liv var fantastisk, synes jeg. Og så har jeg et meget mærkeligt - og helt uforklarligt - blødt punkt for Bruce Almighty med Jim Carrey, som jeg ellers elsker at hade. Det er ikke engang en særlig god eller sjov film. Jeg kan bare godt lide den. Sært.

Hvilket land vil du besøge og hvorfor?

Åh jamen, hvordan skal man dog vælge ét! Kan dårligt komme i tanke om et land, jeg ikke ville besøge.

Hvad glæder du dig mest til i nærmeste fremtid?

Til at tage Anna med til Sjælland i weekenden. Jeg har taget den tur et hav af gange med Rullepølsen, men det er første gang, Anna og jeg skal afsted, og i modsætning til første gang jeg skulle afsted med Ida, er jeg ikke ved at dåne af skræk på forhånd. Vi skal både til forsinket påskefrokost med en håndfuld dejlige dåser fra min tid på CBS (the artist formerly known as Handelshøjskolen i København, men det var åbenbart ikke fancy nok til businesstyperne på det økonomiske fakultet. Som sikkert heller ikke hedder sådan mere) og besøge mormor og morfar.

Nå, man skal jo tagge nogen i sådan en leg her, så jeg sender udfordringen videre til Louise (og nej, Louise, favorit børnetøjsmærke tæller ikke!), Øglemor og Fru Z.

Så sommerferien bliver nok noget med trekking.

2011-04-29T11:25:00.011+02:00

Det er lige gået op for mig, at jeg helt har glemt at delagtiggøre jer i det seneste kapitel i Rullepølseskosagaen, og jeg VED jo, at I næsten ikke kan vente på at høre om den slags. Eller hur?

Nå, men som jeg vist før har fortalt, har Rullepølsen grotesk smalle fødder, hvilket gør, at vi i starten af hver ny skosæson er tvunget til at være tidligt ude for at have bare skyggen af chance for at finde en model, der passer. Da jeg jo selv har en baby hængende på mig 24-7, uddelegerede jeg denne gang opgaven til far Anders, som blev behørigt instrueret i at investere i præcis den Angulusmodel med velcro både foran og ved anklen, som vi havde stor succes med sidste år og som også [Bonus!] er rasende nuttet. Jeg var derfor ikke det mindste bekymret for udfaldet, da lillefar og Rullepølsen drog afsted til Århus for nogle uger siden for at få overstået årets sandalindkøb i god tid før april måneds børnepengeudbetaling, der som bekendt er startskuddet til de sandalhungrende horders amokløb på børneskoforretningerne.

Og hjem kom de, Rullepølsen stolt bærende på den fine papirspose fra Hønsefødder og faren med et foruroligende fåret ansigtsudtryk, som gik over i decideret nervøse tics, da jeg trak æsken op af posen og konstaterede, at der ikke stod Angulus på den, men derimod Teva, der - som mange rygsækrejsende vil vide - er et klassisk vandresandalmærke. Og sørme om ikke der åbenbarede sig en øjebæ med nylonremme, plastiksål og velcro, da jeg flåede låget af æsken. Se selv:

De kan da tage toppen af det kønne ved enhver sommerkjole, hva?

Den brødbetyngede far skyndte sig at sige, at han altså godt kunne bytte dem, men at ekspedienten, som jo har forstand på den slags, mente, at det var den model, der støttede de smalle fødder bedst. Og jeg, der ellers altid har præket funktionalitet frem for design [Hvis man absolut SKAL vælge, altså!], når det gælder børnetøj, var faktisk på nippet til at sende manden tilbage med øjebæerne, bare for at please min æstetiske sans. Flot, Lykke, og meget konsekvent. Men fornuften vandt til sidst, og vandresandalerne har nu været med Rullepølsen i børnehave hele ugen. Og jeg har vænnet mig tilstrækkeligt meget til synet til at kunne se det søde i dem og ikke kun tænke på min midaldrende mandlige kollega, som insisterer på at komme på arbejde iført vandresandal og nedgroede negle hver evig eneste dag hele sommeren [thank god for barsel, så slipper jeg da for det syn i år!], rain or shine.

[Og så har jeg købt et par næsten ikke brugte Angulus'er til fint brug på Trendsales for kun 175 bananer. Så nu har vi faktisk fået to par sandaler for et pars pris. Totalt win-win!]

Hvis jeg havde en arm og et sæt øjne mere, kunne jeg også nå at læse avis

2011-04-27T13:48:00.004+02:00

Anders har engang sagt, at jeg er den eneste kvinde i verden, der ikke kan multitaske. Uden at gå nærmere ind i en diskussion af det platte i at tale om kønsspecifikke karakteristika, bliver jeg nødt til at give ham ret. Jeg er sygt dårlig til at bevare overblikket, hvis jeg er i gang med ret meget mere en én ting ad gangen. Ret paradoksalt, når mit arbejde primært består i at koordinere og være hende, der samler trådene, men min brist er heldigvis mest fremtrædende inden for hjemmets fire vægge. Desværre har jeg erfaret, at evnen til multitasking i udpræget grad er et musthave for flerbørnsmødre, så nu er jeg gået i træningslejr. Lige nu er jeg fx i gang med både at blogge, skimme de 127 ulæste indlæg i min reader, lakere tånegle [Jep, det er topprioriteterne, vi har gang i her. Og hvis I ikke tror mig, er det fordi I aldrig har set mine bare tæer. Neglelak er den eneste formildende omstændighed ved dem og en absolut nødvendighed, hvis jeg skal have sandaler på i det offentlige rum.], drikke kaffe og opsende konstante bønner til alverdens højere magter om please at lade babyen sove MINDST en time mere, så jeg også kan nå at hænge vasketøj op og svinge støvsugeren, inden jeg lægger hus til mødregruppeopstart i morgen. For selv om sundhedsplejersken forsøgte at tale det hele lidt ned, dengang hun lokkede mig til at være værtinde for det første møde, så ved vi jo godt alle sammen, at jeg i morgen vil blive nådesløst bedømt på mine evner som husmor af 5 vildtfremmede damer. Så nullermændene må lade livet, selv om her nok bliver mærkelig tomt uden vores husdyr. Til alt held kommer sådan nogle krapyler jo igen i løbet af max to dage, så vi klarer den nok så længe.

Så, nu er det tid til anden omgang lak, babyen sover endnu, og jeg er nede på 110 ulæste indlæg. Det kører!

Forår!

2011-04-25T21:28:00.001+02:00

Halløjsovs! Se nu lige her, hvad vi vendte hjem til efter en uges påskeferie på Sjælland og i svigermekanikkens sommerhus. Jeg skal love for, at den snert af hjemve og stenbrolængsel, der altid rammer mig, når jeg er hjemme i København, fik pakket kufferten og kom ud af klappen i en hulens fart ved synet af det her. En overflod af blomsterflor og den grønneste grønne frodighed. Smukt, smukt, smukt.

Jeg aner ikke, hvad blomsterbørnene hedder [eller om de er giftige..?],

men yndige er de da.

Må jeg præsentere: Ribs, hvidløg, blommer, jordbær, rabarber,

stikkelsbær og noget uidentificeret bærhalløj. Vi har også et

pæretræ, et æbletræ, hyld, hindbærbuske og mere bærhalløj, men

jeg orkede ikke tage billeder af det hele [så spændende er billeder

af grønt i grønt alligevel heller ikke].

Ja, jeg spørger bare...

2011-04-11T20:09:00.003+02:00

Hvor gammel og konet er det lige, man er blevet, når man:

... har mulighed for (læs: penge på kontoen til) at købe en længe ønsket designertaske i barselsgave til sig selv og i stedet klikker "køb" ud for røremaskinen? Og ikke har fortrudt.*

... er nødt til at bide tænderne sammen, så kæberne knaser, for ikke at hyle foran resten af provinsen ved synet af ens ældste afkom til gymnastikopvisningens indmarch? Hun er blevet så stooooor!

... faktisk har fattet, hvad en staude er? Troede kun det var Søren Ryge-typer, der vidste (og interesserede sig for) den slags. Vent... nu bliver jeg i tvivl. Det er noget med noget flerårigt plantehalløj, er det ikke?

Er der håb endnu, når man:

... får kvalme og ståpels over hele kroppen ved synet af de sygeligt velfriserede forhaver og kvadratkilometervis af sortglaserede tegl - monteret på 80'er-parcelhuse i villakvarter, ikke palæer ved strandvejen, hvor den slags hører hjemme - der pryder (not!) min "sov nu, dit lille krapyl"-runde på de lokale villaveje? For fanden! Hvem bruger dog tid på at rive den halve meter sandjord, der adskiller fortovsfliserne og ens egen hæk, så der er neurotisk snorlige striber langs hele matriklen? Jeg indrømmer blankt, at det er mig, der hver dag kører barnevognens hjul ind over striberne, mens jeg slæber gummiskoene efter mig i bedste teenagestil. Kan. Ikke. Have. Det.

*Min nye bedste ven hedder Assistent Original og kan ses her. Jeg elsker den! Den mangler dog et lidt mere sexet navn, synes jeg. Forslag modtages gerne.

Universet vs. Lykke: 2-1

2011-03-30T11:05:00.000+02:00

Nå.

Det viser sig så, at Universet er en af de der "you don't win silver, you lose gold"-typer, der bare skal vinde. Jeg troede ellers, vi var enige om, at vores mellemværende var ude af verden, nu hvor der er kommet balance i fødselsregnskabet, men Universet er ikke sådan taber, der stiller sig tilfreds med uafgjort, og valgte derfor midt i sidste uge at sende mig godt og grundigt til tælling med brystbetændelse (mærkeligt intetsigende betegnelse for en tilstand, der indbefatter 40 i feber, sygt ondt i kasserne og en fornemmelse af, at være blevet kørt over af en kampvogn).

Jeg synes, Universet skulle holde op med at se Nike-reklamer.

Men pyt, jeg bærer ikke nag, for jeg er frisk igen, hækken er sprunget ud, og foråret har for alvor fået hul igennem. Og i dag har jeg fødselsdag og solen skinner.

Fødselstip: Selvhypnose med Monty Python

2011-03-23T11:20:00.006+01:00

Nu har jeg haft nogle uger til at gå og fordøje den virkelig gode fødselsoplevelse, jeg havde, da Anna kom til verden, og selv om jeg var klar i hovedet og så meget ved mine fulde fem, som det overhovedet er mig muligt under hele forløbet, dukker der stadig små detaljer op, som jeg havde glemt.

Fx er jeg kommet i tanke om, hvordan jeg på vej til sygehuset bar mig ad med at hypnotisere mig selv i ro i en sådan grad, at Anders troede, at fødslen var gået i stå - på trods af at jeg faktisk havde veer med få minutters mellemrum hele vejen.

Og da jeg ved, at der sidder en del mere eller mindre tykke damer derude og bæver lidt ved tanken om den forestående fødsel. skal jeg da straks lede jer ind på Vejen Til Total Smertelindring *fanfare og klask med bækken* (altså instrumentet. Ikke.. ja, I ved). Arj, det er løgn, men det virkede altså sært beroligende at synge denne lille sang igen og igen og igen [inde i hovedet, altså. Folk skulle jo nødig tro, at jeg er tosset..]:

Tippet er hermed givet videre. You are WELcome!

Små mirakler

2011-03-15T10:53:00.000+01:00

Wrrroummm! Så fes den første uge som mor til to ellers afsted. Kæft, tiden går hurtigt, når man bare sidder der og kigger ind i et par store, blå babyglugger hele dagen. Arhm, jeg siger jer, jeg er HELT solgt! Hun er bare helt fuldstændig bedårende og fantastisk, vores lille minipølse. Og hvis I ikke tror mig, så prø'li'å se her:

Den stolte storesøster.

Anna, 1 uge gammel.

Hey, så fik jeg da også lige udløst spændingen med hensyn til navnet, hva'? Det blev faren, der fik sin vilje, eftersom jeg to dage efter fødslen stadig ikke var i stand til at tage en beslutning. Pludselig var alle navne forkerte, hvad der udløste adskillige [helt klart hormonbetingede!] grådanfald hos moren. Så vi gjorde kort proces, også for Rullepølsens skyld, for hun havde lidt svært ved at forstå, hvorfor vi ikke bare kunne svare, når hun spurgte, hvad lillesøster hed. Så det blev en Anna. Og guess what, jeg har allerede vænnet mig til det. Så var det åbenbart heller ikke sværere. Noget helt andet er, at vi med to børn, hvis navne er henholdsvis nr. 1 og 3 på det seneste navnebarometer fra Danmarks Statistik, nok ikke skal sælge os selv på opfindsomhed og talent for nytænkning i eventuelle fremtidige jobansøgninger. Men hul i det, vi er glade for navnene, og de passer fint til hr og fru Gennemsnitlig her i provinsen.

Nuåårh!

Altså, helt objektivt, så MÅ hun være det kønneste barn, der nogen sinde er født.

Og så til selve fødselsberetningen. Læsere, som ikke er interesserede i den slags eller som har et anstrengt forhold til kropsvæsker, bør nok stå af her.

Nogen tilbage derude? Ok, here goes:

Først og fremmest: Indtil for en uges tid siden har jeg haft det med ambulante fødsler som med fx julemanden og påskeharen. Forstået på den måde, at det da er meget hyggeligt høre historier om dem og forestille sig, at de findes - og det gør de måske også i et eller andet freaky parallelunivers - men at det jo er helt ude i skoven at tro, at man kan møde dem i levende live.

Well. Enten tog jeg fejl med hensyn til ambulante fødsler, eller også kan jeg forvente en del close encounters med eventyrvæsener i fremtiden. For faktum er, at kun to timer efter at have gennemført hvad der må svare til en tidobbelt ironman, hørte jeg mig selv spørge Anders, om vi egentlig ikke bare skulle se at få tøj på [ja, det var så mest mig, der skulle det, ing? Anders forblev påklædt under hele seancen] og køre hjem. Og så gjorde vi det. [WTF?]

Nå, men for nu at begynde med begyndelsen, så havde jeg jo gået og sat mig selv op til la grande finale i en uge, og søndag morgen vågnede jeg kl halv seks til en ve, der bare gjorde meganaller. Så lå jeg der og gispede og tænkte for 117. gang på, om det mon var NU, det skulle ske, og da der blev ved med at komme veer med ca. 10-15 minutters mellemrum, fik jeg overbevist mig selv om, at det da vist var de første spæde tegn på en fødsel, vi var ude i. Hvorefter lortet gik i stå I-fucking-GEN efter et par timer. Og jeg blev sur.

Søndag eftermiddag gik vi tur, drak kaffe i solen og slappede af. Jeg mærkede intet til hverken plukveer eller rigtige veer og indstillede mig mentalt på at skulle vente minimum en dag mere. Men sidst på eftermiddagen begyndte veerne så småt igen, denne gang uden at jeg tog videre notits af dem, dels fordi jeg ikke syntes, de gjorde specielt ondt, dels fordi jeg ikke orkede at køre mig selv helt op igen for så at blive skuffet. Mens der ikke skete så meget rent fysisk på det her tidspunkt, var jeg mentalt ret meget ude at skide, fordi morgenens lille forsmag på, hvad der ventede forude, havde rekonstrueret min hukommelse, således at jeg nu rent faktisk kunne huske, hvordan det var at føde et barn. Og det var IKKE noget, jeg havde lyst til at opleve igen, så jeg måtte lige tude lidt ned i aftensmaden af afmagt og selvmedlidenhed og havde pludselig ikke spor imod, hvis der skulle gå flere dage endnu, før jeg skulle til det. Tværtimod.

Jeg havde stadig småveer på det her tidspunkt, men de var stadig så milde og uregelmæssige, at jeg var ret sikker på, at det bare var endnu en falsk alarm, så efter lige at have overvejet, om vi skulle sende hende ud at sove hos farmor og farfar for en sikkerheds skyld, puttede vi Rullepølsen kl halv syv-syv.

Og så gik det ellers stærkt! En time senere lå jeg og vred mig på sofaen, og når jeg rejste mig for at gå på toilettet, gik veerne helt bananas og kom nærmest konstant, samtidig med at babyen sparkede som en gal og møvede hovedet ned i mit bækken, så jeg faktisk havde ondt hele tiden, og det nærmest var umuligt at tage tid på veerne og intervallerne imellem dem. På det her tidspunkt havde jeg omsider fattet, at det vitterlig VAR nu, det skulle ske, og jeg var ret desperat over at have så ondt allerede, for vi måtte jo stadig være i den indledende fase. Havde trods alt kun været rigtig i gang i en times tid.

Otte-halv ni hentede farmor den sovende Rullepølse, og jeg ringede til min jordemoder, som syntes, at vi skulle tage afsted med det samme, for jeg lød som en, der havde rigtig ondt. Og hold nu kæft, hvor var jeg glad for, at vi ikke længere bor på 4. sal uden elevator. Det tog mig en evighed at få tøj på og kravle - ja, kravle - de ti meter ud til bilen, mens veerne bare hamrede løs non-stop. Veerne fortsatte med 3 minutters mellemrum hele vejen til Silkeborg, men i bilen fik jeg så meget styr på min vejrtrækning, at jeg faktisk kunne slappe af og døse lidt. Faktisk var jeg så stille, at Anders troede, jeg ikke havde haft veer i 20 minutter, da vi kom frem, så han var noget bange for, at det nu var gået i stå igen.

Vi var på sygehuset 21.30. På det tidspunkt kunne jeg næsten ikke bevæge mig, fordi veerne ligesom eksploderede, hver gang jeg tog et skridt, så det tog ret lang tid at gå de få meter fra bilen til indgangen. Anders' stakkels arme må være blevet en meter længere af at holde mig oprejst. Men ind kom vi, jeg blev undersøgt og så fik vi dagens bedste nyhed: Jeg var 8 cm åben. Jeg troede slet ikke, vi var nået så langt i processen, så det var en KÆMPE lettelse og gav virkelig fornyede kræfter til slutspurten. Samtidig følte jeg mig med det samme virkelig godt tilpas på fødestuen, som nærmest var helt hyggelig med dæmpet belysning og en meget varm og intim atmosfære, og så kan jeg næsten ikke beskrive med ord, hvor meget det betyder at have en jordemoder, man kender og stoler 100% på. Det er en oplevelse, som burde være alle forundt, ikke kun prinsesser og de få heldige, der får lov at føde under en kendt jordemoderordning.

Nå, men tilbage til fødslen. En time senere skulle jeg lige hilse på min aftensmad igen, og mens jeg var i gang med det, gik vandet med et brag, så der blev tømt ud i begge ender på samme tid. Fødselsjournalens lakoniske "Vandafgang: Spontan ifb med opkastning" kan slet ikke beskrive, hvor sært det var at ligge der og brække sig i en pøl af fostervand. Hele sengen sejlede, og jeg ikke kunne lade være med at grine. Havde satanrasme aldrig troet, at jeg kunne finde noget som helst grinagtigt ved en fødsel, men der kan man bare se.

Ifølge fødselsjournalen begyndte jeg at presse 22.40, først liggende på siden, derefter stående, og kl 23.03 blev Anna født. Det gjorde skideondt og føltes i den grad som om min røv var ved at eksplodere, men jeg klarede det selv uden brug af væmmelige sugekopper eller andre fæle ting, hurra! Og da det var ovre, var jeg bare så lettet og glad, at jeg glemte smerten igen med det samme.

Og det bedste af det hele: Babyen og jeg selv havde det helt perfekt, så der var ikke noget drama med læger, hasteindlæggelser på neonatal, flere timers lappearbejde og hvad vi ellers oplevede af ubehageligheder, da Ida blev født. Vi kunne bare sidde der i ro og fred med vores lille varme klump af en baby og glæde os over det mirakel, det er at blive forældre til et sundt og velskabt barn.

Og det var det. 6 timer fra start til slut, ikke skyggen af drama, men ro og tryghed hele vejen. Og den smukkeste lille babypige med hjem efter kun 4 timer.

Jeg kunne ikke have ønsket mig mere.

Hindbærsnitter og Faxe Kondi er åbenbart en magisk combo

2011-03-08T10:54:00.003+01:00

Eller også turde hun bare ikke risikere at gøre mig endnu mere sur.

Søndag aften kl. 23.03 kom denne lille guldklump til verden efter en fødsel, som burde være at finde på side 1 i bøger om den slags. Fire timer senere var vi hjemme igen - af egen fri vilje. Fandme surrealistisk, men universet må have ment, at det skyldte mig én, efter det mareridt Idas fødsel og dagene derefter var. Undskyldningen er hermed accepteret :-)

Er hun ikke fin? Vi elsker hende allerede, og Rullepølsen er verdens stolteste storesøster.

Tyk og sur

2011-03-06T12:59:00.003+01:00

Nej, jeg har ikke født endnu. Til gengæld er jeg sådan helt indædt grundarrig på hele verden. ALT er dumt. Især de lede plukveer/snydeveer, der i snart en uge har fået mig til at tro, at NU sker det. Tsss, som om!

Det eneste, der sker, er at jeg bliver bombarderet med helt sikkert velmente, men ikke desto mindre røvirriterende spørgsmål om, om der ikke snart sker noget? Jamen, hallå mand, hvor i himlens navn skulle jeg vide det fra? Har ikke nogen krystalkugle og mine erfaringer med at spå i kaffegrums er sgu ret begrænset.

Men heldigvis skinner solen. Og jeg har en have, jeg kan sidde i og drikke te, mens jeg skælder ud på Anders over, at han absolut skulle gøre mig frugtsommelig [og ikke et ord om, at der skal to til sådan en tango. Er ikke i humør til at vedkende mig min del af ansvaret]. Og så har jeg besluttet mig for at forsøge at igangsætte fødslen ved hjælp af et totalt umådeholdent sukkerindtag. Om ikke andet kan det være, at det hjælper på surheden.

Mens vi venter...

2011-03-03T11:16:00.002+01:00

... skal I lige se de seneste to kreationer fra mormors strikkepinde. Vesten er en fødselsdagsgave fra forleden dag, og jakken fik Rullepølsen i julegave. Jeg forestiller mig, at den bliver et hit til kølige forårs/sommeraftener i haven.

Jeg er ikke selv det mindste krea - kan dårligt nok sy en knap i, hvad en del af mit overtøj desværre også bærer præg af - så jeg er muligvis let at imponere, men synes I ikke bare, min mor er dygtig? Jeg synes det i hvert fald.

En, to tre, PUST!

2011-02-28T10:28:00.002+01:00

Dyyyb indånding!

Og puuuuuuust!

Voilà!

Prinsessekage. Det er det, de unge vil ha'.

Mums!

Som det fremgår af billederne, lykkedes det at holde fødselsdag uden utidig indblanding fra lillesøster, som stadig hellere vil lave strækøvelser på den sparsomme plads mellem mine ribben og mit bækken end at komme ud. 40+1 står der på kalenderen i dag. Og vi venter stadig....

Familieplanlægning? Næ, det bruger vi ikke her.

2011-02-25T10:26:00.009+01:00

Med to dage til termin og ingen tegn på begyndende fødsel trods daglig baksen klapvogn og barn hen over eller igennem ankeldybe snedriver på vej til og fra børnehave begynder jeg virkelig at frygte, at lillesøsters ankomst ramler sammen med fejringen af Rullepølsens fødselsdag. Som er planlagt til at finde sted på søndag. På min terminsdag. Man aner katastrofen i horisonten, ikke? Så hvad gør de kloge for at undgå en kedelig sidsteøjebliksaflysning af fødselsdagfesten og deraf følgende skuffet Rullepølse? Tja, hvad de kloge gør, ved jeg ikke. Dem kan vi næppe regne os blandt, når vi ikke engang kunne finde ud af at tælle ni måneder frem fra et romantisk getaway i starten af juni sidste år - i hvert fald ikke før skaden lissom VAR sket. Men det, vi har gjort, er at invitere lidt gæster, bage fødselsdagsbollerne på forhånd, så de bare kan tages op af fryseren og så - vigtig detalje - i øvrigt ikke sige et ord til Rullepølsen om, hvornår hun har fødselsdag, og at den skal fejres på søndag. På den måde kan vi hurtigt rykke fødselsdagen en uge, uden at hovedpersonen overhovedet opdager det. Og det er jo ikke fordi, vi lyver for hende, det er jo bare en lille fortielse. Og til hendes eget bedste. Tror jeg nok. Jeg har det godt nok lidt skidt med på den måde at berøve hende forventningens glæde, men jeg tænker, at det jo trods alt kun er denne ene gang, så mon ikke hun overlever? Og det er da også meget sejt med et surpriseparty, er det ikke?

I øvrigt skulle gårsdagens indlæg om Rullepølsens aparte musiksmag egentlig have været ledsaget af nogle betragtninger om dels vores helt åbenlyse svigt som forældre i forhold til at guide hende i retning af mere lødige musikgenrer, dels hvilke musikalske prøvelser, der venter os, når hun bliver teenager, hvis hun fortsætter ad samme spor, men på mærkværdig vis løb jeg tør for ord, inden jeg nåede så langt. Må være noget prematur ammehjerne, der spiller mig et puds ind imellem.

Nå, men heldigvis har barnet allerede fået en ny favorit, som falder i noget bedre jord hos både moren og faren - selv om hendes forkærlighed for sangtekster med bunkevis af kraftudtryk måske er en anelse foruroligende. "Mor, jeg vil høre den om gamle dage", plagede hun i går aftes, og den er bare fjong med mig:

Det var straks bedre, ikke?

Good clean family entertainment for 3-årige?

2011-02-24T11:57:00.002+01:00

På Rullepølsens top 3 over de sange, som det for tiden er topnice at ryste den blefri bagdel til, finder man kendte, elskede og ikke mindst uskyldige børneklassikere som "Min kat den danser tango" og "Jeg er en glad lille cowboy", men intet - INTET - når op på siden af "Duggelajkaduuuuu", som Jessie J's "Do It Like a Dude" hedder på Rullepølsisk. Se den her, komplet med advarsler om explicit lyrics og en video, som nærmest får moren til at rødme.

Et lidt uskarpt potpourri af Rullepølsens dans til samme sang. Ikke helt så meget

bar hud og vrikkende understel, men en del mere charme, hvis du spørger mig.

T minus 6 days and counting...

2011-02-21T11:52:00.001+01:00

I går havde jeg en uge til termin. En uge! Med andre ord kan lillesøster ankomme når som helst, hvilket jo betyder, at jeg skal til det der fødselsnoget lige om lidt.

Det ved jeg så ikke lige, om jeg gider.

Nogen, der melder sig frivilligt som stand-in? Nej?

Nå, så må jeg vel selv til det. Det drejer sig jo trods alt også kun om et døgns tid med ubeskrivelig smerte, ydmygende undersøgelser og alment kontroltab, som kulminerer med, at en vandmelon skal klemmes ud gennem et sugerør. Herregud, hvor slemt kan det være? [RET slemt, så vidt jeg husker fra sidst. HvorFOR var det lige, jeg syntes, vi skulle have flere børn? Var jeg fuld?]

Men som folk jo siger - gerne ledsaget af et tø-hø, for det er jo hyleskægt og vildt originalt - så skal hun jo nok komme ud, for "man har jo aldrig hørt om nogen, der blev derinde. Tø-hø." Og på de fleste tidspunkter jeg heldigvis ved godt mod. Kan i mine mest optimistiske øjeblikke faktisk finde på at blive helt overmodig og nærmest glæde mig til at komme i gang med den maraton, der venter forude. På den der "så skal jeg edderrådme vise dem, hvordan sådan en fødsel skal kringles!"-måde. Andre gange er jeg ved at skide en hel koloni af snemænd ved tanken om, hvad jeg skal igennem og HVOR ondt det faktisk gør. Ikke fordi jeg rigtig kan huske det, men det gør det næsten endnu værre, for det faktum, at ens egen krop og hjerne tilsyneladende er nødt til at lægge røgslør over begivenhederne, straks efter at sådan en fødsel er overstået, bare for at få os stakkels kvinder til at gøre det igen og igen og dermed sikre artens overlevelse - jam', det siger da alt, gør det ikke?

Nå, nok jammer for nu, får rigeligt brug for alle mine ressourcer på det område, når først det går løs. Skal også lige have rundet navneafstemningen, som lukkede på præcis 100 afgivne stemmer og med Ellen som stensikker vinder. [Takket være de to stemmer, jeg selv satte på det navn. Kald mig bare Milena.] Anders er imidlertid ikke overbevist af min videnskabelige undersøgelses yderst troværdige resultater, så vi opererer nu med en shortlist med 4 navne, vi begge kan leve med, tre fra afstemningen og en joker, der dukkede op for et par uger siden. Og så tror jeg ellers, vi lader emnet ligge, både her på bloggen og hjemme på matriklen, indtil barnet er født og spændingen bliver udløst. Sikke en teaser, hva'?

Socialrealistisk Valentines Day

2011-02-14T10:17:00.004+01:00

Manden i huset har vinterferie og tusser rundt og hører P3, hvor Le Gammeltoft taler om Valentines Day.

Manden: "Nå ja, det er jo i dag. Glædelig Valentines Day. Nu går jeg på toilettet."

"Mmnn. Tak og i lige måde", svarer den joggingbukseklædte og bh-løse frue i huset uden at kigge op fra computeren.

Exit Manden. Fruen kratter sig lidt i sit uvaskede hår og tager en tår kaffe til.

Børnehavestart? Sku' det være svært? Tsss!

2011-02-10T13:42:00.003+01:00

Rock'n'roll-Rullepølse læser Pippi-bog iført solbriller. Det er i øvrigt bogen,

hvori Pippi spørger en ubehøvlet bølle, hvor han helst vil begraves, i

Humlegården eller et andet sted. Se, dét er en rollemodel for små piger!

Mine damer og herrer! Trods faren for at begå hybris på alle tænkelige måder vil jeg alligevel vove at proklamere, at vi har nået et afgørende vendepunkt i Den Store Børnehaveindkøring. TO dage i træk nu har jeg afleveret en glad og smilende Rullepølse. Tårer har der ikke været skyggen af, kun da jeg kom til at dukke for tidligt op for at hente hende i går, og hun straks vrælede "neeej, jeg skal først have frugt og boller!" Hvorefter jeg - som den rare mor, jeg er - tilbragte en halv time på en ukomfortabel træskammel i ministørrelse [virkelig en treat for en krop, der er gravid i uge 38. Elegancen, når jeg skal have mit korpus op i vertikal position igen efter en tur ned i gulvhøjde, er til at overse pt.], mens hun kværnede frugt og konverserede goggerne og de andre poder om fødselsdage, antallet af drenge og piger på stuen og andre væsentlige emner.

Jeg kunne mærke, at der var sket noget, allerede da vi kom ind på stuen i går morges, og hun straks gav sig til at sludre med yndlingsgoggen Margit. Hønserøvsmunden og og det lidt skræmte blik var pist forsvundet. "Fino", tænkte jeg, og lagde an til at smutte, før hun kom i tanke om at blive ked af det. Inden jeg nåede så langt, skulle hun dog tisse, og jeg skulle med, sagde hun. Da regnede jeg faktisk med, at øjeblikket var forpasset, og vi skulle igennem hele skrigeseancen igen-igen, men da hun sad ude på tønden, kiggede hun mig pludselig alvorsfuldt i øjnene og sagde "nu skal du se at tage på arbejde. Så bliver jeg ikke ked af det i dag" med meget højtidelig stemmeføring.

Og så fik jeg et farvelkys, hvorefter barnet drønede ind på stuen og spiste frugt. Hun kiggede ikke engang op, da jeg vinkede og sagde farvel. Goggerne var til gengæld helt flade af grin over mit åbenbart himmelfaldne ansigtsudtryk og verfede mig blidt, men bestemt ud af døren med et "Kan du nu have en god dag, Lykke". Og så stod jeg ellers der midt på vejen og overvejede, om jeg virkelig lige havde oplevet en totalt gnidningsfri aflevering, eller om det var noget, jeg havde drømt. Jam', jeg siger jer, det var fuldstændig surrealistisk!

Og det bliver ved! Her til morgen, da vi lå og puttede under dynen - en af de virkelig mange skønne ting ved at være på barsel og have god tid om morgenen - sagde hun glad "i dag bliver jeg heller ikke ked af det, når jeg skal i børnehave", og sørme om ikke hun holdt ord. Jeg er SÅ stolt af min store, seje pige! Så lad gå, at en tur på toilettet nu tilsyneladende er blevet en del af afskedsritualet - jeg skulle i hvert fald med derud igen i dag. Men hvis det er det, der skal til, er det jo det, der skal til.

Men helt ærligt, er det ikke mærkeligt? Onsdag ved aflevering forsøgte hun stadig at kravle efter mig, mens hun skreg, som om hun blev slået. Torsdag morgen var alt idyl og våde farvelkys. Hvad der har frembragt denne kovending i hendes tilgang til livet som børnehavebarn, ved jeg virkelig ikke, men under alle omstændigheder er det skønt for os begge to. Hun hygger sig med de andre børn og virker enormt stolt over alle de ting, hun allerede har lært efter kun knap to uger, og jeg har fået både mere tid og fornyet mentalt overskud til at hellige mig for en barslende så vigtige ting som tøjvask, pølsehornsbagning [mit første forsøg udi denne klassiske jyske disciplin. Ja, jeg forsøger stadig at integrere mig via bagværk.], kaffedrikning og indkøb. I forbindelse med sidstnævnte vil jeg da godt lige vise, hvad jeg faldt over i går i den lokale Vero Moda:

[Ja, her skulle så have været et billede af tre fine neglelakker, købt for en flad halvtredser. I

ALT, sgu! Men Bloggers veje er uransaglige, i hvert fald for mig, så indtil videre må i tænke jer til det.]

Er de ikke fine? Og det er ikke det eneste kup, jeg har gjort. Rema 1000 har nemlig økoappelsiner til 6 kroner for et kilo, og det er ikke engang sådan nogle små slatne nogle. Så nu skal jeg bruge weekenden på at lakere negle og æde mig igennem 3 kilo appelsiner. Og inden nogen nu begynder at tænke "arj, vil hun virkelig smøre sådan noget giftigt stads på sine negle, mens hun går rundt med en stakkels uskyldig baby i maven? Så skal det da fedt hjælpe, at hun køber økoappelsiner og svanemærket vaskepulver!", så vil jeg bare sige, at vi jo alle har vores laster, og neglelak er min. Hvis ikke det var så røvsygt og tidskrævende at lægge på, ville jeg gå med neglelak HVER dag. Alt ser bare bedre ud, når man har lidt kulør på kløerne. Selv provinsen ;-)

Regulær tortur, intet mindre!

2011-02-03T11:45:00.001+01:00

Første dag ville hun ikke sige farvel. Jeg skulle bare gå, sagde hun, så det gjorde jeg så. Det sidste, jeg så inden jeg gik, var en lille bitte Rullepølse – den allermindste af alle i børnehaven – der sad på en stol i et hjørne, mens hun gumlede på en banan og kiggede overvældet på alle de andre børn, der tordnede rundt og ikke ænsede den nye pige.

Da jeg hentede hende efter en time, brød hun ud i en krampegråd så heftig, at jeg dårligt kunne komme i kontakt med hende. Men hun havde været glad nok, mens jeg var væk, sagde de, og det var det eneste, der afholdt mig fra også at vræle.”Jeg blev lidt ked af det, da du hentede mig”, sagde hun, da vi kom hjem. ”Det var fordi jeg havde savnet dig.”

På dag to kyssede hun mig farvel og vinkede glad til mig fra vinkebænken, da jeg gik, og jeg var revnefærdig af stolthed og lettelse. Hun græd kun lidt, da jeg hentede hende, og viste mig straks den flotte tegning, hun havde lavet til mig. Jeg måtte lokke hende med nye hjemmesko [med glimmerhjerter – har givet helt op over for prinsesseriet...] for overhovedet at få hende med hjem.

I dag, på dag tre, klamrede hun sig desperat til mine ben, mine hænder og mit halstørklæde og måtte holdes tilbage med magt, da jeg smuttede ud af døren. ”Min moaaaaar”, skreg hun, og vred og vendte sin lille krop i et forsøg på at kæmpe sig ud af pædagogens favntag. Jeg væltede tåreblændet ned af børnehavens trappe. Væk, væk, væk.

Om lidt henter jeg hende igen. Håber desperat på smil og knus, men mander mig op til endnu en omgang tårer.

I morgen er det fredag, og så er der to dages kærkommen pause fra torturen. Hvor længe er det, at sådan en indkøring tager?

Om sprogblomster af den mindre kønne slags

2011-01-27T08:07:00.004+01:00

Hun er bare SÅ klar til børnehave, hende Rullepølsen. I går eftermiddags, da vi legede flyvemaskine/hule/bil/whatever under dynerne [hvad vi gør hver eneste f***ing dag pt. Prøv lige at spørge, om jeg er træt af altid at rende rundt med morgenhår og krøllet tøj derhjemme, uanset hvad tid på døgnet det der. På den anden side kan det jo fint betragtes som en slags træning til barsel...], kom der pludselig et klokkeklart "for helvede!" ud af munden på det ellers så uskyldige barn. Jeg blev så paf, at jeg slet ikke lagde mærke til, hvad der udløste eden, men jeg er ret sikker på, at det var første gang, hun bandede for alvor. Og selv om det lyder grimt, og jeg ikke forstår, hvor hun har den slags udtryk fra [*host*], så er det alligevel lidt betryggende, at hun kan starte i børnehave med andre kraftudtryk på repertoiret end "du milde" og andre af samme dengsede, gammelkloge kaliber. Jeg mener, forleden da hun fandt sin sovekanin efter at have ledt i et stykke tid, blev det fejret med et jublende "der var den! Gudskelov!" Gudskelov? Really? Nu stammer min erfaring med børnehavebørn godt nok primært fra dengang for 30 år siden, hvor jeg selv var et af slagsen, men i lyset af sprogets generelle udvikling de seneste år, tror jeg ikke, det giver meget street cred blandt de 3-6 årige at tale som en på firs.

[Og ja, jeg ved godt, at det her indlæg kommer tilbage og bider mig i popoen, når hun efter ganske kort tid blandt de store, uvorne krapyler i børnehaven kommer hjem med et ordforråd, der er en havnearbejder værdigt, men det faktum vælger jeg altså at ignorere lige nu.]

Stuearrest

2011-01-20T09:26:00.006+01:00

Så er der dømt stuearrest. Ikke til Rullepølsen, selv om guderne skal vide, at man somme tider føler sig fristet til at tage drastiske midler i brug for at få sådan en lille trodsalderfrans til at makke ret. Utroligt, at nogleoghalvfems centimeter undermåler kan drive to ellers relativt fornuftige voksne til den slags tanker. Her til morgen lagde hun ud med KUN at tale med klynkende pivestemme fra kl. 05.20. Pivefrans smuttede dog efter indtagelse af en ordentlig balje havregrød, kun for at blive afløst af Surefrans, som smed med sin tandbørste og gemte sig under spisebordet for at slippe for at få flyverdragt på. Og som derefter nægtede at samarbejde med sin mere og mere sammenbidte far om påklædning og støvlepåtagning. Det er trættende i helt ekstrem grad at skulle igennem den slags scener hver evig eneste dag, men jeg forstår egentlig godt, at hun har brug for at sætte sin vilje igennem og forsøge at få lidt indflydelse på, hvad hun skal og ikke skal. Der sker så meget inde under den blonde kasserolle for tiden, hvor sproget endnu engang tager syvmileskridt fremad og hendes begrebsverden bliver større for hver dag - samtidig med at der regner ydre omvæltninger ned over hende i en lind strøm med flytning, optakt til børnehavestart og en lillesøster, der allerede inden hun er kommet til verden, har ændret på den hverdag, Rullepølsen kender. Det skal man da blive lidt bims i låget af, så jeg prøver efter bedste evne at være tålmodig og rummelig, samtidig med at jeg jeg fastholder en nogenlunde konsekvent linje. Pyh, tal lige om balancekunst der. Bliver sgu helt svedt nogle gange.

Nå, det var den stuearrest, vi kom fra, var det ikke? Når nu det ikke er Rullepølsen, der er blevet offer for den, kan I nok godt regne ud, at det er mig. Som er grounded til på mandag, i første omgang. Ringede til min jordemoder i går [for sådan én har jeg nemlig - lidt ligesom kænguruen/fødemaskinen/kronprinsessen. Hurra for Silkeborgs kendt jordemoder-ordning, som dog bliver aflivet senere i år] fordi jeg syntes, at det var lovlig voldsomt at få kodyle plukveer af bare at flytte mit korpus tværs over storrumskontoret for at gå på toilettet. Det skal jeg jo immervæk 117. gange om dagen, så det kan ikke hjælpe noget, at det føles som om min mave er ved at falde af hver gang. Og som den kontante dame hun er, sendte hun mig fluks til lægen for at blive tjekket for blærebetændelse (hvad jeg ikke har) og beordrede mig til at blive hjemme og smække benene op. Så her sidder jeg så. Og det er vidunderligt! Jeg har ikke tudet en eneste gang i dag, og plukveerne er også stilnet af. Min ryg viser også tegn på bedring. Kan vist godt konkludere, at jeg har været mere stresset, end godt er over alt det, der skulle nås inden barsel, og at min fysik har været presset ud over maxgrænsen af graviditet, lange arbejdsdage, mange timers offentlig transport hver dag og en Rullepølse, der også kræver bare et minimum af opmærksomhed. Men nu er alt godt - i hvert fald til på mandag.

Kan dog godt nævne et enkelt minus ved pludselig at få så meget alenetid foræret. Vil sige det sådan, at der nok er nogle webshops rundt omkring, der kan mærke et kraftigt opsving i ordreindgangen i disse dage. Men man skal jo have en pusletaske, ikke? Ud fra filosofien om, at det meste babygrej er inderligt overflødigt, undlod jeg at købe en sidste gang og brugte bare en meget rummelig taske, jeg havde i forvejen. Men jeg må indrømme, at det ikke på nogen måde var en optimal løsning. Den havde kun et stort rum og en enkelt lille lynlåslomme og resultatet var, at jeg måtte have ALT ud af den, hver gang jeg skulle finde en sut, en ble eller et glas grød. Desuden manglede jeg altid et pusleunderlag, som jo ikke er standardudstyr til almindelige dametasker. Summa summarum har jeg nu investeret en ikke ringe sum i en ny pusletaske. En unisexmodel, så Lillefar ikke behøver at tilbringe sine 12 ugers barsel hjemme på matriklen af frygt for at blive spottet med noget umandigt, pastelmønstret Gaia & Co-halløj. Eller det vil sige, da jeg forelagde ham dette glimrende argument for at smide 799 kr efter en pusletaske [Ja, egentlig forstår jeg ikke, hvorfor jeg overhovedet fandt det nødvendigt at argumentere for det - det er jo mine egne penge, jeg bruger. Men lige i situationen forekom det mig meget vigtigt, at han kunne se fornuften i det], og meget malende forklarede ham, hvor cool han kommer til at se ud, sagde han bare: "Jeg er ligeglad. Det er bare en pusletaske." Så nu har jeg købt den for min egen skyld - JEG gider nemlig ikke mere pastelfis end allerhøjst nødvendigt. Jo, på barnets tøj og ting, men ikke på noget jeg skal gå med.

Og så har jeg da også bagt. Jeg var, med pebernødsfadæsen i frisk erindring, lidt loren ved at kaste mig ud i projektet, men når man har hele dagen til at hygge og drikke kaffe, skal der jo kage til. Og selv om en gasovn aldrig bliver det optimale til bagning, har jeg alligevel fået styr nok på den til, at resultatet blev helt hæderligt.

Havregrynsmakroner efter Flos opskrift. Lidt flade i det, men de smager godt og er dejligt seje.

Der er ikke helt så mange tilbage nu, kan jeg godt afsløre.

Hormonella is in da house!

2011-01-17T11:47:00.002+01:00

Nå, så blev man lige højgravid fra den ene dag til den anden. Som en service for dem, der ikke måtte have erfaringer med den slags, er højgravid (her i huset i hvert fald) en tilstand, der indebærer at man (jeg) er segnefærdig af træthed, grådlabil, irritabel og indehaver af en krop, der er blevet 40 år ældre overnight. Min ryg har i hvert fald givet helt op. Og min blære [dog ikke på Tena-måden. Endnu!]. Hvis man absolut SKAL være positiv, risikerer vi i det mindste ikke, at vores vandrør fryser igen, for jeg holder godt gang i vandcirkulationen om natten med mine utallige toiletbesøg. Det kan man jo glæde sig over, men når ens ryg føles som om, den er ved at knække efter 2 timer på en kontorstol, som man formodes at sidde på i 8 stive timer hver dag, så er det lidt en ringe trøst. Får af samme årsag heller ikke blogget alverden, for nu at sige det mildt. Har snart et trecifret antal ulæste indlæg i min reader, og næsten lige så mange uskrevne indlæg i hovedet, og der bliver de desværre nok indtil jeg går på barsel, for jeg KAN simpelthen ikke finde ud af at ligge ned og skrive. Og at ligge er pt. det eneste, jeg laver om aftenen, når Rullepølsen er puttet. Godt, der både er mandehåndbold og X-faktor for tiden, så jeg har noget lødigt at beskæftige mig med, når jeg ligger der og hvaler den.

Kan pludselig huske, hvorfor det var sådan en befrielse at gå på barsel 6 uger før termin, da jeg ventede Ida, men det hjælper jo ikke meget nu, hvor jeg HAR brugt al min ferie, så der er ikke meget andet at gøre end at holde ud til den bitre ende. Som er den 28. januar. 2 uger tilbage, som jeg havde håbet at bruge på at rydde lidt op på mit bord, overdrage igangværende projekter og stille og roligt komme ned i tempo. Meeeeen så var der lige en gigantisk oversættelsesopgave med deadline i fredags og en ny afdeling, der skulle startes helt fra scratch, INDEN jeg går på barsel. Det sidste er ellers noget, jeg sukket efter og lobbyet for i en evighed, men jeg kunne godt have ønsket mig lidt bedre timing. Men det bliver spændende, gør det. Kort fortalt er vi fem personer, der arbejder med forskellige grene af marketing, kommunikation, forretningsudviking, sprog og salgssupport, som nu skal samles i én afdeling for at udnytte ressourcerne bedre og skabe synergi og alt det der management-yaddayadda. Og hele grundlaget skulle gerne komme på plads i løbet af de næste par uger, så jeg kan nå at give mit besyv med [og få tiltusket mig alle de sjove opgaver].

Oven i alt det andet har vi jo også et hus, der hverken er halvt eller helt færdigt, men nu har vi da fået anskaffet nogle bogkasser, en reol til Rullepølsens værelse, nogle rullegardiner, en skammel, en bænk, en stang til badeforhæng og vistnok også en håndfuld andre ting. Har lidt mistet overblikket, for det ser mest af alt ud som om, den lokale Ikea har brækket sig i vores entré. Der er brune papkasser overalt! Min højgravide tilstand taget i betragtning synes jeg nok, at jeg håndterede lørdagens besøg i helvedes forgård med forbilledlig ro og overskud. End ikke andre folks uvorne unger, kassekøer eller de dusinvis af trailere, der optog hele parkeringpladsen [Kan seriøst ikke huske, at jeg nogen sinde har oplevet det i Ikea i Gentofte. Men det er vel derfor, den dims sådan en svend sidder fast i, hedder en jydekrog], så gravide damer måtte vade flere kilometer for at få fingre i Billy og andre Ikeaklassikere, kunne slå mig ud af kurs.

Desværre er den form for overskud lidt af et særsyn these days. Når jeg har kæmpet mig igennem en arbejdsdag, der starter med, at vækkeuret ringer tyve minutter over fem og slutter, når jeg kommer hjem næsten tolv timer senere, så værker hele min krop, mit hoved summer og jeg er HELT færdig. Og nogle gange går det altså - til min store fortrydelse - ud over Ida. Nok er hun i trodsalderen og har brug for en fast hånd [altså ikke på den korporlige måde, vel?] og tydelige grænser til tider, men det skal jo netop være, når hun har brug for det, og ikke når moren bare ikke orker mere. Og jeg bliver bare så ked af det, når jeg kommer til at snerre ad hende eller skælde ud uden grund, for jeg kan jo se, hvor forvirret det gør hende. Samtidig er jeg pludselig begyndt at synes, at hun er alt for lille til at blive storesøster og komme i børnehave og alt det der. Hun er er jo bare min lille fis! Og så... ja, så vræler jeg. Der bliver hikstet, hulket og udgydt litervis af tårer, når det hele bliver for meget for hormonella her. Heldigvis har jeg en kæreste, som evner at sætte tingene i perspektiv og få mig til at grine ad mig selv, når jeg sidder der og vander høns ned i et stykke køkkenrulle. Fx sådan her:

Hormonella: "Jeg ved ikke, hvorfor jeg er sådan her. Jeg ved ikke engang, hvorfor jeg græder. Vræææææl!"

Tålmodig kæreste: "Du er bare gravid, lille skat."

Hormonella: "Ja, måske." *snøft*

Tålmodig kæreste: "Og du var meget værre sidste gang. Denne her gang skælder du mig ikke så meget ud."

Og lige da han sagde det, fik jeg et meget livagtigt flashback til dengang for cirka 3 år siden, hvor jeg sad, stor og mægtig, i vores sofa på Nørrebro og skiftevis tudede og skældte ud over, at han havde formastet sig til at købe noget vaskepulver, der ikke var Svanemærket. Tror faktisk, jeg gik så vidt som til at sætte spørgsmålstegn ved hans evner til at tage vare på et barn, når han ikke engang kunne finde ud af noget så simpelt. Not my finest moment, kan jeg lige så godt sige. Men det siger vel noget om, hvad det gør ved ens personlighed at bære rundt på et andet menneske i 9 måneder.

Maj 2008: Lillebitte Rullepølse bobler i kombivognen.

Januar 2011: Snart tre-årig Rullepølse med dukkesutteflaske og babydyne i samme lift.

Hun har også bar mås. Det har babyer jo, mener hun, og det siger vist en del om, hvor

mange babybilleder af hende selv i bar figur, vi har vist hende på det seneste.

"Waaa, waaaaa, jeg vil have mæææælk!"

Hey, vi har da forresten smugkigget ind til lillesøster igen. Som jeg fortalte i efteråret, skulle vi til en ekstra scanning i uge 32 for at få tjekket lillesøsters nyrebækken, som ved scanningen i uge 20 var lige lidt større end det tilladte på det tidspunkt. På grund af juleferie blev scanningen dog først i uge 33 [som allerede er 2 uger siden - er lige gået ind i uge 35. Kors, det går stærkt, det her!], og heldigvis så alt normalt ud. Nu doktoren havde sjasket min mave til med iskoldt gelesnask, benyttede hun også lejligheden til at måle den lille reje, som på daværende tidspunkt vejede godt 1800 g. Ifølge doktoren skulle være 12% under gennemsnittet for babyer i uge 33, så det ser ud til, at vi får endnu en splejs. Ida vejede sølle 2915 g, da hun blev født 4 dage over termin, og vi lander nok omkring de 3 kg igen, hvis lillesøster fortsætter sin nuværende vækstkurve.

Og apropos lillesøster, så går det da forrygende med afstemningen! Jeg er meget glad for de mange stemmer, der er kommet, men jeg fornemmer, at I er lige så splittede som vi er i navnespørgsmålet. Og de af jer, der ikke er pjattede med de navneidéer, vi selv er kommet op med, må altså meget gerne smide en kommentar med forslag. Intet er afgjort endnu...

" Kuk kuk, mor!"

"Arj, ku' du slet ikke se mig? Skøre mor!"

Nørrebrogade

2011-01-02T20:37:00.010+01:00

Egentlig var vi gået lidt død i alle de beslutninger, der pludselig skulle træffes om indretning, nye møbler og hvad ved jeg, men da juletræet måtte lade livet for et par dage siden, blev vi konfronteret med synet af en væg så bar og hvid, at det krævede omgående handling. Ikke fordi jeg har noget imod nøgne, hvide vægge, for det har jeg bestemt ikke - er faktisk ret minimalistisk anlagt - men i kombination med de hvide gulve og lofter i vores stue/spisestue, blev det her stykke væg på sådan cirkus 2x2 meter mellem køkken og soveværelse bare helt overvældende i al sin kliniskhed. Heldigvis faldt jeg pludselig over den perfekte løsning. Ladies and gentlemen, I give you Nørrebrogade:

En lille bid af vores gamle hood lander snart i vores postkasse i tapetform. Jeg har ikke
en disse forstand på den slags, men jeg forestiller mig, at det med sine afdæmpede farver
og et motiv, man kan gå på opdagelse i, er det perfekt til balancere diverse kulørte
bolig-
accessories og alt det hvide. Billedet er fra www.tapet-cafe.dk, hvor tapetet også er købt.

Ellers sker der ikke alverden her i det lille hjem. Nytåret kom og gik i relativ ubemærkethed, selv om aftenen blev tilbragt sammen med gode venner og god mad. Det ER bare ikke særlig rock'n'roll, når tre børnefamilier - heraf én helt nybagt - tilbringer nytårsaften langt ude på bøhlandet, men det var hyggeligt, og det er langt det vigtigste for mig. Nytår har aldrig været mit helt store nummer, og det der med at stå med blåfrosne knæ i nylonerne og glo beundrende på alfahanner, der prøver at overgå hinanden i lemfældig omgang med sprængstoffer og champagne - arh men helt ærlig! Det HAR da aldrig været sjovt. [Sagde den sure, gamle dame.]

Til gengæld brugte vi nytårsaftensdag på for første gang at slentre en tur i vores nye hood. Her i Jylland [a.k.a Billand] bruger man nemlig ikke så meget krudt på at sikre fremkommelighed for cyklister og fodgængere, så det har indtil nu praktisk taget været umuligt at komme omkring uden en eller anden form for motoriseret køretøj. Og selv om jeg nu er havnet i præcis den form for småborgerligt 70'erparcelhuskvarter, jeg selv er vokset op i og havde svoret aldrig at vende tilbage til, blev jeg på en eller anden måde nærmest begejstret. Måske fordi jeg pludselig kunne huske, hvor fedt det faktisk var at vokse op i et område, hvor man har skolekammerater lige rundt om hjørnet, natur i baghaven og mulighed for frit at løbe rundt og udforske det hele, fordi der er så relativt trygt og bilfrit. Lad gå, det blev en kende kedeligt, da jeg ramte teenageårene, men indtil da var det sgu paradis på jord for en rolling som mig, og jeg tror, at det bliver det samme for Ida og hendes lillesøster. Og man behøver ikke blive kedelig, bare fordi man bor sådan et sted, vel? [Vel? Vel? VEL?]

******************

NOTE:
Jeg VED godt, at der er et eller andet helt galt med layoutet i det her indlæg, men Blogger har nu modarbejdet mig i en halv time, og det eneste, der kan redde computeren fra en flyvetur tværs gennem stuen, er at jeg ignorerer problemet og lader som om alt bare er fine and dandy. Så lev med det, ing?
******************
UPDATE:
Nu virker det hele igen. Blogger havde måske bare tømmermænd ligesom så mange andre. Nå, jeg lader disclaimeren stå lidt, hvis det nu skulle kokse igen...

Siden sidst...

2010-12-24T11:58:00.008+01:00

... har jeg bl.a.:

- bagt pebernødder med Rullepølse i trodsalderen. Resultat efter to timers hårdt arbejde: To plader forkullet julebag [forbandede gasovn!], et tvært barn parkeret foran fjerneren og en mor opløst i tårer og plukveer.

- været på lynvisit i storbyen med alt hvad det indbefatter af kaffe, tøsesladder, babydikning, nostalgiture med 5A [ja, jeg har et ejendommeligt kærlighedsforhold til hvad der ellers helt objektivt MÅ være Danmarks værste buslinje], og en tur i takeaway-heaven [roomservice.dk - VIRKELIG godt koncept].

- tilbagelagt bilturen hjem fra København på TI (10!) timer. Alene Fyn tog fire. Godt, min mor havde været klog nok til at medbringe sandwich og te. Til trods for at jeg bliver komplet utilregnelig, så snart mit blodsukker begynder at dale, havde jeg ikke selv skænket proviant en tanke. Flot.

- indset, at lillesøster er foruroligende tæt på at kunne nå mine ribben med sine små, konstant sparkende fødder.

- som tilsyneladende den eneste i landet ikke set Bertel H. gå bananas på DR-journalist. Og jeg vil heller ikke. Er hverken vild med Bertel eller med revolverjournalistik, så jeg VED bare, at det klip vil gøre mig gal på den ene eller den anden måde. Jeg orker det ikke. Life's too short.

- pakket virkelig mange og virkelig fantastiske gaver ud. TAK!

- erfaret, at 1) vandrør fryser, når temperaturen lister sig under -15 om natten, og 2) der er kan blive så koldt i vores vaskerum, at vaskemaskinenes sæbeskuffe fryser fast. Ikke ubetinget heldigt, når de tre kjoler, jeg kan være i efterhånden, alle ligger i vasketøjskurven.

- glædet mig over Rullepølsens barnlige begejstring over julesange, julekalendere, julegaver og alt andet, der begynder med jul-.

Vores juletræ - nu med autoriseret stjerne i stedet for det lyserøde prisskilt,

der i mangel af bedre prydede toppen den første uges tid.

Hvis man nu ser bort fra, hvad de formentlig betyder for varmeregningens størrelse,

så er det nogle mægtig pæne iskrystaller, vi har på vinduerne, ikke?

Pebernødsbagning i den tidlige fase, hvor alt endnu åndede fred og idyl.

Mors lille hjælper.

Det Frygtede Spørgsmål #1

2010-12-13T11:02:00.004+01:00

Rullepølsen [med meget bekymret panderynke og ængstelig stemmeføring] : Mor, hvordan kommer lillesøster ud af din mave? Laver hun hul i den?

Mor [tænker] : Fuckfuckfuckfuckfuck, hvorfor spørger hun om det? Kan sgu da ikke fortælle snart tre-årig, at jeg skal klemme lillesøster ud af skrævet i et inferno af blod, smerte, skrig og skrål. Må lyve. Findpånogetfindpånogetfindpånoget!

Mor [svarer med lys og munter stemme, der forhåbentlig ikke inviterer til yderligere spørgsmål] : Jeg hjælper hende med at komme ud, ligesom jeg hjalp dig, dengang du blev født.

Ok, det var ikke så meget en løgn som en kraftigt retoucheret udgave af sandheden. Fesent og ikke særlig pædagogisk, I know. Syntes bare ikke, der var nogen grund til at skræmme barnet ved at nævne, hvem - og navnlig hvad - forløsningen ellers involverede. Jeg nævner i flæng: vedrop, sugekopper, en regulær vrimmel af læger, jordemødre og andre kittelklædte personager, og så lige den times broderiarbejde udført af doktor Bo, som det tog, før mit understel begyndte at ligne sig selv igen. [Ja, ikke fordi jeg kiggede, vel? Der er visse ting, man fint kan klare sig med andenhåndsberetninger om. Eller - dem kunne jeg nu også godt have undværet. I hvert fald at høre ordet "trevler" fra doktor Bos mund. Yuck!]

Måske er det slet ikke så svært, som jeg gør det til. Jeg ved bare, at jeg er sådan én, som godt kan komme til at gå lidt for meget i detaljer, når panikken breder sig, så jeg har det bedst med at holde mig i den helt modsatte grøft med generelle (læs: floromvundne) vendinger og hurtige skift til mindre farlige samtaleemner. Ku' hænde, at jeg skulle gøre mig selv og Ida den tjeneste at forberede et svar på Det Frygtede Spørgsmål #2, som helt sikkert også kommer før eller siden. Bare for sådan at være lidt på forkant og måske endda ramme en detaljeringsgrad midt mellem for lidt og for meget.

Og i øvrigt: Hun accepterede mit svar uden at virke synderligt traumatiseret. Tilbød endda at grave lillesøster ud af maven, hvis det skulle være. Måske ikke nogen dum løsning, egentlig?

Hjælp os med at genoprette husfreden!

2010-12-07T10:47:00.003+01:00

Nu er der ikke engang tre måneder til lillesøsters ankomst, og vi er om muligt endnu længere fra at blive enige om et navn, end vi var, da vi begyndte at diskutere emnet for flere måneder siden. Faktisk var vi nødt til at lægge det på is i en periode for ikke at drive hinanden til vanvid med åndssvage forslag [altså, MINE forslag er jo aldrig åndssvage, men visse andres... ja, I ved nok, hvad jeg mener.], indtil vi pludselig blev nærmest enige om Ellen i sidste uge. Enigheden varede en hel, vidunderlig dag, hvorefter jeg begyndte at trække i land igen (og det var ellers mit forslag), fordi jeg pludselig kom til at tænke på, hvordan det lyder, når man kalder på én, der hedder Ellen. I min mund bliver det hurtigt til noget i stil med Ellllnnnnnnn, og det ved jeg simpelthen ikke om jeg kan leve med. Og nu har jeg så sagt Ellllnnnnnnn så mange gange, at lillefar også er blevet i tvivl. Og således er vi nu tilbage ved udgangspunktet, nemlig total forvirring - nu krydret med mild panik, fordi deadline rykker tættere og tættere på.

Og hvad gør den kloge så? Jo, hun uddelegerer [læs: Skubber ansvaret over på nogle andre]! Derfor kan I nu finde en lille afstemning øverst til højre. Sæt en stemme på din favorit, eller smid en kommentar med et alternativt forslag, hvis du synes, alle vores idéer stinker.

Som I kan se, er Ellen stadig i spil, for man skal jo ikke afvise muligheden for, at det uskyldige barns mor lærer at artikulere inden 27. februar. Ellers udgøres kandidatlisten af en skønsom blanding af mine og Anders' forslag, og for ikke at eventuelle personlige sym- og antipatier skal påvirke resultatet, afslører jeg ikke hvem der er ophavsmand til hvilke. Jo jo, vi går videnskabeligt til værks her!

Og nej, Rullepølsen har ikke fået lov til at give sit besyv med. Når man i ramme alvor foreslår Christianshavn, Tromle og Oldemor-Min-Mor som mulige navne, er man bare ikke gammel nok til at have en mening om dét emne.

En tårevædet takketale

2010-12-03T14:22:00.005+01:00

Det kan godt være, at jeg brokker mig lidt vel meget somme tider, når sortseeren i mig tager over, men så meget desto mere grund til at juble og vifte med flaget, når der er noget, man er glad for, ikke? Så det gør jeg lige: Hold kaje, hvor er jeg bare dybt og inderligt taknemmelig over alle de dejlige mennesker, der kaster alt andet til side og knokler deres bagdele i laser hver dag med at male mit lille hus. Og i weekenden kommer der endnu flere. Helt frivilligt og bare fordi, de gerne vil hjælpe.

Jeg er verdens heldigste kartoffel.

[og selv om jeg næsten ikke tør skrive det af frygt for at blive ramt af nemesis: Jeg tror dælme, vi kan flytte ind i midten af næste uge. Jo, sgu!]

Juleparty i provinsen

2010-11-29T08:49:00.008+01:00

Somme tider er det der sne faktisk ikke så dumt, når først man lige er kommet sig over det første kuldechok og irritationen over ikke at kunne komme hverken frem eller tilbage uden snesko og/eller rensdyrtrukket kane. I dag har sneen fx gjort, at jeg nu sidder og arbejder hjemme [altså hos svigermor, ing?] i sofaen under et dejligt varmt tæppe, mens jeg søber kaffe og beundrer alt det hvide udenfor. Jeg kunne nok godt være kommet på arbejde, hvis jeg havde været villig til at bruge et par timer på at komme frem, men da jeg stod på Skanderborg station med blåfrosne knæ og søvn i øjnene kl 07 i morges og konstaterede, at togene var enten aflyst eller 1 time forsinkede, var jeg ret hurtig til at beslutte, at det ikke var umagen værd. Så tak til DSB og Arriva for en dejlig næsten-fridag!

Da Rullepølsen ikke længere gider sove middagslur i weekenden, udnyttede vi i går den lange eftermiddag, man så pludselig får forærende, til at tage til oldschool juletræsfest i gummerdik-foreneningen [gymnastik på Rullepølsisk, hvis nogen skulle være i tvivl]. Og hvis man står og mangler en tidslomme, der kan føre en tilbage til barndommen, så ved jeg nu, hvor sådan en svend findes. INTET har ændret sig, siden jeg sidst var til juletræsfest engang i starten af firserne. Bevares, denne juletræsfest var måske en anelse mere jysk i stilen, end dem jeg var til som barn [det virker i hvert fald meget jysk på mig, når Orgel-Allan bag sit guirlandepyntede elklaver-slash-rytmeboks-arrangement brøler "så' der armkrog" og alle de andre forældre fluks griber hinanden jovialt i armen og snurrer rundt til 'den toppede høne'], men ellers var suppen kogt af præcis de samme ingredienser som dengang: Juletræ med ubehjælpsomt flettede julehjerter på, julemand, æbleskiver med syltetøj fra blå plasticspand, tynd rød saft og ditto gløgg, 'Søren Banjomus' på repeat, Karen Wolff-småkager, slikposer, sukkerspeedede rollinger og lugten af sur gymnastiksal som liflig baggrund for festlighederne. Ajmen, det var bare SÅ hyggeligt! Både Rullepølsen og jeg elskede konceptet og glæder os allerede til næste år. Alene slikposen var en åbenbaring af de større for Det Sukkerfri Barn [*host host*], selv om hendes klidmostermor kun lod hende vælge én ting til konsumering i går og gemte resten til løbende uddeling henover julemåneden.

Inden vi tog til fest, nåede Rullepølsen et par timer i sneen med fætter A, og selv om jeg fik lidt sne i linsen i forsøget på at jonglere skihandsker, kamera og -etui, snotpapir til ungerne og diverse andre effekter, fik jeg alligevel et par snapshots af vinteridyllen:

"Kom nu i gang, fætter A!"

Det kræver fuld koncentration at holde balancen i en halv meter sne,
når man selv kun måler knap en meter.

Årh, mand! Hyggeligt!

Hun ligner lidt en krebs med de luffer, ikke?

"Jeg er VILD med sne!"

Kakaoskæg og pandehår a la 'Dum og dummere'. Fikst.

Brok og jammer

2010-11-26T11:07:00.006+01:00

Den gode nyhed: Det går fremad med husprojektet. Nu har vi fx både loft i stuen og i soveværelset. Den dårlige nyhed: Det går ALT for langsomt. Så langsomt at indflytningen, som jeg i et ukarakteristisk anfald af optimisme havde planlagt til næste weekend, næppe kommer til at finde sted før midt i december. Og selv om jeg er så utroligt priviligeret både at have tag over hovedet, mad på bordet hver dag uden at røre en finger og et engageret team af frivillige håndværkere og malere, der knokler for at renovere min gamle, faldefærdige rønne, så er jeg godt gammeldags sur og indebrændt.

Hvor meget jeg end elsker at være på farten og ude blandt andre mennesker, så trives jeg bare ikke med ikke at have en base, jeg kan trække mig tilbage til og lukke hurlumhejet ude, og jeg kan mærke, at manglen på ro stresser mig helt vildt. Det samme gør det faktum, at jeg ikke kan bidrage med noget som helst i forhold til at speede processen op. Når man hverken kan male eller slæbe tunge ting og i øvrigt tager på værktøj, som en ko tager på en banjo, så er der ikke meget andet at gøre end at være Rullepølsepasser og ellers bare vente. Men nu KAN jeg snart ikke mere. To måneders sidden på min popo med hænderne i skødet er bare mere, end jeg kan kapere.

Så kort sagt: Jeg er frustreret. Og når jeg er frusteret , bliver jeg kortluntet og urimelig, og når jeg er det (og tro mig, jeg er mig pinligt bevidst om, når jeg er det), bliver jeg ked af det, for jeg vil jo ikke være utaknemmelig over for alle de mennesker, der knokler deres mås i laser for min skyld.

Pislårt, som det vist hedder på jysk.

Skulle vi sige, at flyverdragter til voksne var det nye sort?

2010-11-24T13:12:00.001+01:00

Eller bare gå i kollektivt hi?

Åh, Connie!

2010-11-21T15:32:00.012+01:00

Så er vi flyttet. Ud, i hvert fald. Indflytningen har vi desværre måttet udsætte nogle uger på grund af diverse uforudsete problemer, der krævede omgående action. Det dur bare ikke at flytte ind i et hus med et halvråddent køkkengulv og nogle højst alternative elinstallationer, som sikkert allerede var ulovlige, da de blev lavet tilbage i syttenhundredehvidkål, så de par detaljer - plus en håndfuld andre - er nu blevet fikset. Ikke en stor operation i sig selv, men når man dertil lægger et absurd langsommeligt forsikringsselskab, personificeret ved Connie i ejerskifteafdelingen, så står man altså, før man får set sig om, med en forsinkelse på tre uger. Nu ved jeg jo ikke, om Connies tilgang til kundeservice er repræsentativ for Tryg som sådan, men det håber jeg guddødemig ikke, eftersom vi har stort set alle vores forsikringer i det selskab. Dels demonstrerer hun en eklatant mangel på evne til at tænke selv ["Altså, hvis der ikke står i elektrikerens rapport, at det loft, som skal tages ned, skal sættes op igen, så er det ikke dækket." Ok, så du synes altså ikke, at et soveværelsesloft med frit udsyn til isolering og tagkonstruktion er en kende mangelfuldt?], dels forsøger hun uden at rødme at få kunden til at gøre hendes arbejde, når man fx påpeger, at besigtigelsesrapporten nok lider af visse mangler ["Ja, altså jeg kan ikke love, at jeg når at ringe til elektrikeren i dag, og jeg er her ikke de næste to dage, så det er nok bedre, at du selv gør det". Fedt. Så er jeg jo ligesom TVUNGET til at gøre dit arbejde, hvis jeg ikke vil vente til næste uge med at få sagen afgjort. Rigtig meget tak for ingenting!]. Og er det i det hele taget ikke lidt uhøfligt ikke at underskrive sig med navn, når man sender mails i embeds medfør? Når man i forvejen er lige på grænsen til et hysterisk anfald over endnu et flabet svar, så kan "venlig hilsen Tryg Ejerskifte" i hvert fald godt være vendingen, der sender en træt og frustreret hormonbombe ud over kanten. Nå, men trods omstændelig sagsbehandling er vi nu tilbage på sporet og håber at være på plads i eget hus om et par uger. I mellemtiden logerer vi på Hotel Svigermor & Svigerfar - og vittige bemærkninger om dét faktum ryger lige lukt i spamfiltret!.

Her er, hvad der sker, når man lader en knap tre-årig pige selv vælge sin nye

cykelhjelm. Dén havde jeg ikke lige set komme - en fejl mine stakkels øjne

(og min streetcred) nu kommer til at lide under, indtil Rullepølsens hoved

er vokset endnu en størrelse.

Spørgejørgen - nu uden ble

2010-11-15T10:22:00.009+01:00

Tænk, at der ikke skal mere til end et brev med bekræftelse af den kommende børnehavestart, før ens baby forvandler sig til et rigtigt barn. Der er selvfølgelig også den mulighed, at hun har været stor længe, uden at vi har opdaget det. Nogle gange er det jo de ting, der foregår lige for snuden af én, som er sværest at få øje på. Ja ja, men hvor vil hun så hen med alt det sludder, tænker I nok [medmindre I har været kvikke nok til at fange det meget subtile hint, jeg så snildt har gemt i overskriften på dette indlæg, men det er jo mandag, og min øverste etage er i hvert fald ikke oppe i fulde omdrejninger endnu, og hvis I har det på samme måde, kan selv et vink med en vognstang jo godt undslippe ens opmærksomhed...] og jeg vil såmænd bare derhen, hvor jeg kan præsentere den store nyhed om, at Rullepølsen siden i mandags har været blefri i alle de vågne timer, hvor hun ikke er iført flyverdragt [så modige er vi ikke endnu] eller i dagpleje. Og det går bare SÅ godt! Efter at have lyttet opmærksomt til vores forklaringer om, at hun nu er så stor, at hun ikke skal gå med ble mere, for det gør man ikke i børnehaven, kastede hun sig ud i projektet med stor entusiasme, og bortset fra et par småuheld har der været styr på peristaltikken fra dag 1. De få uheld, hun har haft, er helt klart i småtingsafdelingen og kan henføres til kortvarige opmærksomhedsudfald (fx midt i en sjov leg eller i aftensmaden), og det går ikke engang rigtigt galt, når det svipser for hende. Så snart hun mærker underbukserne blive våde, kniber hun sammen og vræler "uh, jeg er ved at tisse", og så drøner vi ud på toilettet, hvor hun artigt leverer resten af tissetåren i kummen. Bummelum bliver også deponeret direkte i den dertil indrettede tønde [og hold nu kæft, hvor er det SKØNT ikke at skifte lortebleer, mand! Den frihed skal bare nydes i de næste måneder, inden vi bliver invaderet af endnu en bæmaskine] gerne ledsaget af højlydt pressen og løbende opdateringer på processens fremskridt. Og kan man ikke forestille sig, hvordan den slags lyder [eller vil man ikke], skal jeg da gerne gengive et eksempel fra i går:

*plump*

Ida (med høj, begejstret stemmeføring): Nu kom der en pølse!

Mor: Fabelagtigt, skat.

Stilhed.

Ida: Hhhrrrnnggg!

*plump*

Ida: Nu er der TO pølser!

Und so weiter un so weiter...

Nu skal det hele jo ikke gå op i fækalier på sådan en sløv mandag formiddag, så jeg forlader nu de nedre regioner - i hvert fald for en tid. Det er nemlig ikke kun på den front, at Ida pludselig er blevet en stor pige. Hun har altid været et nysgerrigt og videbegærligt barn, men her på det sidste... arhm, jeg siger jer! Spørgejørgen, go home! 99,9% af de sætningen, der kommer ud af hendes mund, starter med et hv-ord, oftest hvorfor, men alle andre varianter er også i spil, og de bliver brugt flittigt, fra hun slår øjnene op, til hun går til ro. Forleden kunne jeg fx ikke få lov til at putte hende, før jeg havde svaret på, hvad samtlige familiemedlemmer hedder til efternavn, og hvordan det i øvrigt kunne være, at hun ikke hedder det samme som Anders og mig - og hvorfor vi (altså mor og far) heller ikke hedder det samme. Andre gange skal hun vide, hvilken vej alle [som i ALLE - farmor og farfar, mormor og morfar, dagplejemor, farmoster, onkel, tante, sommerhuset. Alle!] bor på. Tror hun skal have den store Krak-telefonbog i julegave. Så skulle hun kunne få dækket sit behov for at terpe efter- og vejnavne i et stykke tid...

Og ikke bare er hun en spørgejørgen af rang, hun giver også udtryk for sine tanker på den kæreste måde. Forleden sad vi og talte om, at hun går til gymnastik sammen med Frederik fra dagplejen, og da jeg dumme mor glemte at specificere, hvilken Frederik, vi talte om, kom det belærende fra Rullepølsen at "der er TO Frederik'er oppe hos Lea. Den ene har briller og den anden har kun øjne. Ham med briller går ikke til gymnastik." Nå nej, undskyld, så!

Cookies

2010-11-08T19:21:00.004+01:00

Her er så opskriften på de fabelagtige cookies, jeg flashede i sidste uge. Den er tyvstjålet fra Mad&Bolig, som igen har neglet den fra den nye Aarstiderne-kogebog, som jeg da gerne vil have i julegave, nu I spørger.

125 g blødt smør

100 g lyst muscovadosukker (jeg brugte rør-)

85 g hvedemel

1 tsk bagepulver

1 nip salt

1 æg

75 g tørrede tranebær

125 g mørk chokolade

100 grovvalsede havregryn

1 tsk friskrevet ingefær

1 tsk friskrevet appelsinskal

1 tsk friskrevet citronskal

Rør sukkeret med det bløde smør og ælt resten i. Rul dejen til en pølse, pak den ind i bagepapir og læg den i køleskabet [Her havde jeg store problemer - hvem har tålmodighed til det?]. Skær dejen i skiver på ½ cm og bag dem ved 185 grader i 12-15 min.

Og så er der serveret.

Fik jeg nævnt, at jeg er sløj og snottet og gerne modtager tudecookies med posten?

Børnehave og byggerod

2010-11-03T15:28:00.005+01:00

Jeg blev ringet op af Pladsanvisningen i går og fik den kedelige (læs: pisselorteirriterende) meddelelse, at der ikke bliver plads til Rullepølsen i den børnehave, vi har som førsteprioritet, og som vi også ville forsøge at få lillesøster i efter endt barsel - den er nemlig, som en af de meget få i kommunen, integreret. [Og må jeg så i øvrigt lige have lov til at harcelere over det upassende i, at Pladsanvisningen pr. automatik ringer til barnets mor, selv om det i vores tilfælde er faren, der har skrevet hende op? Hvad hulen er de for nogle fortidslevn derinde? Whole early!] Eftersom andenprioriteten lukker 1. august næste år, ville den flinke dame lige give os chancen for at vælge en anden børnehave nu, så Rullepølsen ikke skal skifte pasningssted, før hun rigtig er kommet i gang. Vi fik valget mellem to styks, rigtig gode begge to og beliggende en spytklat fra vores lejlighed... som vi jo flytter fra om et par uger. For h...... da også! Der røg alle vores planer om en let hverdag med begge børn i samme institution. I stedet kan vi nu sige goddag til bil nr. 2, som bliver en nødvendighed allerede i starten af det nye år.

Vi kunne godt få lov til at have Rullepølsen skrevet op til overflytning, når der bliver ledige pladser til sommer, men jeg tror altså ikke, at mit mor-hjerte kan holde til TO børnehaveindkøringer på et halvt år. Har allerede rigeligt med kvababbelser over den, der venter fra 1. februar, hvor jeg helt højgravid og hormonella skal aflevere min baby til vildtfremmede pædagogger og se hende stå der og være helt lille og fortabt mellem KÆMPEstore væmmerlige snotunger. Så long story short: vi valgte bare en af de to, vi fik tilbudt. Den ligger helt åndssvagt i forhold til vores nye hus, men til gengæld skal hun gå i børner med sin højtelskede fætter A, og det er jo trods alt meget hyggeligt.

Alligevel er jeg nu i tvivl om, om vi har valgt den rigtige, for jeg har hele tiden haft et rigtigt godt øje til den, vi nu har valgt fra. Den er totalt naturagtig [Ligger praktisk taget midt i skoven. Arhm, hvor hyggeligt er det ikke lige?] , har fine, nye lokaler og så er den mindre og mere overskuelig. Men ak, den ligger om muligt endnu mere åndssvagt i forhold til vores nye hus og uden adgang til offentlig transport, som vi får brug for selv med to biler. Kan bare ikke helt forlige mig med, at logistikhensyn skal betyde mere for vores valg af børnehave, end hvad vi synes er det bedste for vores barn, så jeg går lidt og mukker over situationen og overvejer, om jeg kan skifte mening uden 1) at lave endnu mere logistisk ged i vores kommende hverdag med to børn og 2) at damen på Pladsanvisningen tror, at jeg er rablende gal.

Nå ja, og nu vi er ved ting, der ikke lige går som smurt, så er der nogle ulovlige elinstallationer og et råddent køkkengulv, som lige har forsinket husprojektetet i en grad, så vi om to uger risikerer at stå med alt vores habengut i kasser uden andet end en byggeplads at bo i. Ikke helt optimalt, vel? Vores fine nye køkken er pt. helt bogstaveligt et hul i jorden, og stuen har et loft så hullet som en schweizerost, garneret med halvrådne stofledninger, der hænger og dingler muntert hist og her. Godt nok er jeg med på den der med det lidt rustikke vintagelook, men det her er ærligt talt lige i overkanten, så nu håber jeg meget, at der kommer lidt skred i tingene, når forsikringen har kigget på skadernes omfang i morgen. Kryds fingre!

"Fffffaaaaar"

2010-10-31T13:27:00.005+01:00

I går nåede Ida en sproglig milepæl. Eller i hvert fald en udtalemæssig. Da fik hun nemlig helt uden forvarsel skovlen under den f-lyd, der altid har voldt hende problemer. Herren i huset er således kendt som 'bar' og ikke 'far' - indtil i går, that is. Men det var nu ikke en ubændig trang til at udtale sit fædrende ophavs kaldenavn korrekt, der udløste revolutionen i Rullepølsens talesprog. Næ, som altid finder hun motivation i det, der virkelig betyder noget, nemlig fjernsyn. De første klokkeklare f'er, der nogensinde er kommet over barnets læber, var følgelig f'erne i Fifi (som i "Fifi og blomsterbørnene"). Og endnu engang måtte jeg sande, at mit forsæt om at opdrage et tv-frit barn aldrig bliver til andet, så det ryger nu i den mentale makulator sammen med det om at opdrage et sukkerfrit barn. Og ja, I må godt spørge, hvad f....., jeg tænkte på, da jeg udtænkte disse to genistreger i sin tid [præ barn, forstås]. Jeg glemte i hvert fald at se mig selv i spejlet og huske den gamle sandhed om, at børn ikke gør, som deres forældre siger, men som deres forældre gør.

Her er, hvad jeg hygger mig med i skrivende stund. Og så

undrer det mig, at mit barn er tosset med fjerner og søde sager.

Nå, men for nu at komme tilbage til milepælen, så lyder det simpelthen så kært, når Ida forsigtigt og prøvende siger "ffffaaar" og ser helt overrasket ud over sin egen formåen [eller måske var det forældrenes jubelbrøl og high-fives, der hylede hende lidt ud af den] og det er ikke mindre underholdende at se på hende, mens hun gør det. Man kan godt se, at hun først lige har fundet teknikken og nok skal finpudse den lidt, før den sidder lige i skabet. For nu at sige det ligeud, så ligner hun ikke en, der er tynget af voldsom intelligens, når hun ligesom rynker næsen og hiver underlæben godt ind bag overbiddet for at ramme den rigtige lyd.

Men heldigvis er hun altid god for en kvik bemærkning, så hendes sommetider ubegavede ansigtsudtryk til trods frygter jeg ikke for hendes intellektuelle evner. I går fik hun i hvert fald sat sin far godt og grundigt til vægs, da han lige kom til at oversælge det hjemmebagte rugbrød, jeg var ved at hive ud af ovnen, en smule:

Ida: Skal vi have kage?

Far: Nej, det er friskbagt rugbrød. Det er lige så godt som kage.

Ida (kigger skeptisk på ham): Arh, det er vist en røverhistorie.

Og det er jo så sandt, som det er sagt! [Selv om det var et godt rugbrød]

Det må være SÅ blødt at røre ved!

2010-10-22T21:13:00.002+02:00

Er jeg den eneste, der ser Talent 2010 udelukkende for at beundre Nikolaj Koppels hår? Nej, vel? Thought so...

Pænt selv på afstand og halvt skjult af mærkelig hatteklædt personage,

der ikke kan sidde ordentligt på en stol. Sæt dig ned på numsen, blev der sagt!.

Om det uhensigtsmæssige ved sprogbarrierer

2010-10-21T20:42:00.001+02:00

Altså, nu er jeg jo ikke håndværker, og jeg har heller ikke den store erfaring med at være arbejdsgiver for sådan nogle størrelser, men min sunde fornuft siger mig, at det er en god idé, hvis man som fx murermester er i stand til at kommunikere med sine ansatte, som fx kunne være to tyske murere, der er ved at pudse en væg op og udradere en jysk murermesterbue i nogens nyindkøbte hus. For hvis man var det - altså i stand til at kommunikere med dem - kunne man måske undgå, at de tyske murere også lige pudsede vindueskarmene, nu de alligevel var i gang og man kunne måske også forklare dem, hvor meget af væggen, de skulle rive ned.

Men ok, jeg skal ikke klage. Der er nogen, der har det værre. Meget værre.

Nøgler i børnehøjde er hermed bandlyst!

2010-10-20T20:38:00.006+02:00

Da vi i går eftermiddags kom hjem efter en tur ud i det nye hus, smuttede Rullepølsen ind ad døren som den første, mens Anders og jeg kom dalrende bagefter. Sådan er rækkefølgen altid, så det er der sådan set ikke noget nyt i. Det nye var, at hun fortsatte direkte ind i stuen, lukkede døren efter sig og låste. Indefra. Mens hendes mor og far stod ude i entréen og gloede dumt på hinanden og overvejede, hvorfor vi egentlig ikke har fjernet den nøgle for længst. Men nu er jeg jo ikke sen til at reagere, så da den første forbløffelse havde lagt sig, gjorde jeg det eneste rigtige i den situation: Jeg gik i panik. Mens jeg messede "åhnejhunharlåstsigindehvadskalvigøre?" om og om igen, arbejdede min hjerne på højtryk med at udtænke skrækscenarier a la:

"Gud, nu åbner hun nok den (helt vildt stramme) altandør og går udenfor og slår en af de gamle, rustne (og tunge) klapstole ud og klatrer op på den og falder ud over kanten og fire etager ned og DØR! Eller tænder for komfuret og brænder sig over det hele og DØR! Eller kravler op ad trappen til hemsen (som er spærret af bunkevis af skrammel) og falder ned og DØR!"

Hva' si'r du? Realitetssans? Holde hovedet koldt? Næ nej, det bruger vi ikke her. JEG gør i hvert fald ikke.

Nå, men efter at have modtaget et hvast "nu tager du dig dælenfløjteme sammen"-blik fra herren i huset - tror faktisk også, han hvæsede ad mig - valgte jeg dog at fortrække til toilettet [ja, jeg skulle tisse, ing? Der er lissom en baby, der insisterer på at danse hæp hop på min blære og i øvrigt ikke giver en klap for, at dens storesøster er i overhængende livsfare]. Da jeg kom ud igen, klar til at springe ned i kælderen efter et koben eller en økse at brække døren op med, kunne jeg heldigvis konstatere, at far og datter var godt i gang med i fællesskab at løse problemet. Ida fulgte artigt sin fars instrukser om at at dreje nøglen lidt, trække den ud og skubbe den ud under døren til ham, hvorefter han kunne åbne døren ind til vores storsmilende datter. Der straks forsøgte at gentage succesen - denne gang heldigvis med de voksne på samme side af døren som hende.

Jam', ved hun slet ikke, hvad det er, hun gør ved sin stakkels mors sarte nerver?

Hus!

2010-10-16T20:04:00.001+02:00

Her er det så. Flere billeder følger, når Blogger holder op med at drille mig.

Home sweet home

2010-10-10T20:01:00.003+02:00

Da jeg kom hjem fra Madrid, havde jeg allerede det ene ben ude af døren igen. Nåede kun lige at tømme kufferten, vaske tøj og pakke igen, før jeg drog til Sjælland med Rullepølsen i den ene hånd og trollyen i den anden. Måske var det derfor, altså fordi jeg nærmest har været væk to uger i træk, at det føltes SÅ godt at komme hjem i dag. Blev i hvert fald ramt af en meget intens følelse af at høre til. Her hos min elskede lille familie i vores søvnige, men efterårssmukke provinsby. Og fra på fredag med nøgle til eget hus. Jeg kan virkelig ikke finde på mere at ønske mig lige nu.

I løbet af mit korte, hæsblæsende visit i 8660 i starten af ugen fik vi lige klemt en scanning af bebsen ind. Jeg er nemlig på mystisk vis nået helt til uge 20 i min graviditet. Synes lige, jeg har tisset på en pind, men det må alligevel være et par dage siden. Time flies. Kan huske, at jeg syntes tiden sneglede sig afsted, da jeg ventede Rullepølsen, og ventetiden forekom mig ulideligt lang. Endnu en forskel på første og anden gang. Nå, men bebsen fik topkarakter på alle punkter, undtagen størrelsen af nyrebækkenet, som lå lige omkring den øvre grænse for, hvad sådan et skal måle på en 20-ugers bebs. Jeg skal derfor scannes igen i uge 32, men eftersom alt andet var i skønneste orden, og målene kun var marginalt over det tilladelige, vurderede den meget søde og omhyggelige scanningsdame, at der ikke var noget som helst at være bekymret for. Så det er vi så ikke.

Nå ja, og så fik vi da også afgjort, hvem der havde ret med hensyn til babyens køn, og det var ikke mig. Vi skal nemlig have en pige til, og det havde faren forudsagt med vanlig skråsikkerhed. Mega øv, dels fordi han er en virkelig dårlig vinder med en uklædelig tendens til at hovere [det er faktisk så slemt, at jeg kun gider spille noget - kort, TP, kroket, you name it - med ham, hvis vi kan være på samme hold. SÅ irriterende er han], dels fordi jeg allerede havde besluttet [uden at tage faren med på råd - hvad ved mænd om den slags?], at babyen skulle hedde Elias. Det duer lissom bare ikke rigtig til en pige, så nu er jeg totalt på bar bund på navnefronten. Igen. Nå, men bortset fra det bliver det super med endnu en pige, og Ida skal nok blive glad for hende, selv om hun kvitterede for nyheden om, at hun skal have en lillesøster, med et meget bestemt "det vil jeg ikke have!"

Debat på børnehaveniveau

2010-10-04T07:35:00.004+02:00

Som de fleste nok har opdaget efterhånden, startede Louise for noget tid siden en debat om mor-roller i kølvandet på Vores Børns omtale af Julia Lahmes nye bog [og ja, jeg sætter også navn på. Hvem fanden har nogen sinde læst en bogomtale, som ikke sætter navn på forfatteren?]. Jeg fik også lige givet mit besyv med inden jeg rejste til Madrid, og så glemte jeg ellers alt om emnet, lige indtil jeg i toget på vej hjem i går kunne konstatere at 1) Louise godt nok må have ramt nogle ømme tæer, 2) der er flere fraktioner og "klubber" i blogland, end jeg bryder mig om at tænke på, og 3) det åbenbart ikke kun er på Ekstra Bladets hjemmeside og i lignende fora, at en ellers interessant diskussion lynhurtigt kan sande til i mudderkastning og personangreb. Jeg er langt fra enig med Louise [eller Julia Lahme, for den sags skyld], men jeg synes ærligt talt, det er sørgeligt, at voksne mennesker ikke kan debattere på et mere sobert niveau. Især fordi det betyder, at vi alle sammen går glip af en gylden mulighed for at blive klogere på andres holdninger og baggrunden for dem.

Desværre er denne episode ikke en enlig svale, selv om det er første gang, jeg har oplevet den slags i det lille hjørne af blogland, som jeg bevæger mig rundt i. Hvis man skal dømme efter tonen i debatterne på diverse aviser og netmediers hjemmesider, er det åbenbart helt legitimt at give folk én over næsen, hvis de formaster sig til at stikke den for langt frem. Og det er som om der sker en form for kortslutning i folks hoveder, hvis debattøren er én, man i forvejen ikke bryder sig om. Fx læste jeg på i går på politiken.dk [ja, man har jo god tid, når man tager bumletoget hele vejen fra Kastrup til Skanderborg] et interessant debatindlæg af Katrine Winkel Holm om husmødre, feminister og hvad der er bedst for børn, og selv om jeg godt nok har det svært med fru Winkel Holm [og hendes familie] og er rygende uenig i stort set samtlige hendes pointer, så kunne der faktisk være kommet en interessant debat ud af oplægget, hvis ellers folk havde formået at holde sig til emnet og argumentere sagligt for deres synspunkter. Needless to say var det ikke tilfældet. Og så er det altså - også med Flødebolle-gate i baghovedet - at jeg bliver træt helt ind i sjælen og som konsekvens arkiverer det indspark i Louises debat, som jeg har gået og brygget på hele ugen, i skrivebordsskuffen på ubestemt tid, og i stedet vælger at tage diskussionen face to face med nogle mennesker, som jeg ved kan give mig modspil på en saglig måde. Men jeg synes godt nok, at det er trist, at det skal være sådan.

Madrid i tal

2010-10-02T16:19:00.003+02:00

Arbejdstimer: Mindst 100
Svedige håndflader trykket og skæggede kinder kysset: ALT for mange [Hvad er der nu galt med bare at vinke og sige hej?]
Sprog talt: 4
Gallamiddage på Bernabeu: 1
Seværdigheder set: 1 [samme Bernabeu]
Kilo skinke og tortillas indtaget: Kvalmende mange
Dage til jeg igen gider spise skinke og tortillas: Ræddi ræddi mange
Nærdødsoplevelser: 2 [Note to self: Tag IKKE den taxa, der bærer tydelige spor efter mange små og store sammenstød - der er en årsag til den slags! Og flyv ikke med Spanair igen, før deres piloter har lært at bedømme afstanden mellem fly og landingsbane lidt bedre. BONK!]
Timer til jeg igen skal kysse min lille Rullepølses fede kinder: 1½ [Kom nu, DSB, få lidt fart på!]

Alenemor

2010-09-25T14:16:00.003+02:00

Vupti, så fløj endnu en uge afsted. En uge, hvor jeg har haft fornøjelsen af at være alenemor fra onsdag til fredag, mens herren i huset var på lejrskole, og gudfader i skuret, hvor er jeg glad for, at vi normalt er to voksne her i husstanden! Var nødt til at stå op kvart over fem for at få mig selv og Rullepølsen gjort klar til at tage afsted om morgenen. Jeg havde i forvejen afgrundsdyb respekt for de mænd og kvinder, der er alene om et eller flere børn, og jeg skulle hilse at sige, at respekten ikke er blevet mindre i løbet af de sidste par dage. Det er jo sindssygt hårdt! Ok, mit overskud har måske heller ikke været det største den sidste uges tid, oven på først en weekend, hvor både Rullepølsen og jeg lagde os med snot og feber [og faren tog på fodboldtur til Tyskland - super timing!] og så en arbejdsuge fra helvede fyldt med sidsteøjeblikspanik før næste uges messe i Madrid. Måtte lige sætte mig ned og tude lidt midt på ugen, da jeg totalt havde mistet overblikket over det hele, især alle de opgaver, der er fulgt med vores huskøb, og som jeg har været nødt til at overlade til Anders, fordi jeg har haft så travlt på arbejdet. Men han har styr på det, så jeg er faldet til ro igen, og nu er det heldigvis weekend. Eller 'virkend', som Rullepølsen kalder sine to yndlingsdage - og de er altså ikke yndlings, fordi hun får 48 timers uafbrudt opmærksomhed fra sine forældre. Næ, det er helt andre ting, der tæller for hende. I morges kl. 6 hilste således hun sin far med disse ord: "Er det virkend? Så må jeg se fjernsyyyyyyn!"

Ida og bjørnen Bjørn ser 'Dora the Explorer' - en aktivitet, der har

medført at barnet i en alder af 2½ er begyndt at tale engelsk. For

et par uger siden var vi i skoven, og bedst som vi gik der, udbrød

hun pludselig: "Skal vi ikke gå denne her vej? Kom, let's go!"

Den seneste kreation fra mormors hånd (og strikkepinde). Er den ikke fin?

Lille efterårspige.

Mislykket forsøg på gruppeselvportræt. Ida gider SLET ikke det der
fotograferingspjat for tiden, så det er mere end svært at få et billede
af hende, hvor hun ikke har ryggen til. Men så kan I da nyde morens
goofy grin, manglende makeup og mærkeligt strittende hår i stedet.

Kuk kuk! Jeg er her!

2010-09-14T20:47:00.004+02:00

Jam', det er jeg faktisk. Hvis I ikke kan se mig, er det fordi, jeg er begravet i arbejde. Helt bogstaveligt faktisk - mit skrivebord på arbejdet ligner Jerusalems ødelæggelse og for hver gang, jeg får fjernet en af de hastigt nedkradsede Post-Its, som pt. udgør rygraden i min to do-liste, vælter kaskader af nye opgaver ind over mig. Om to uger skal min arbejdsplads være den by far største udstiller på den største branchemesse nogen sinde, og hende, der samler alle trådene her i forberedelsesfasen er så...MIG! Samtidig med, at jeg forsøger at få lavet noget nyhedsmagasin færdigt inden selvsamme messe samt holde noget der bare minder om styr på alle de andre små og store opgaver, som af uransaglige årsager ikke holder sig væk, bare fordi jeg har travlt. Men jeg skal ikke klage, for jeg har det faktisk ganske sjovt, selv om jeg knokler. Åh ja, og fik jeg nævnt at messen er i Madrid? Og at jeg skal med? I en hel uge, sågu! Jeg føler mig meget businessagtig. Kan lige se min kommende FB-status for mig: "Lykke er på forretningsrejse". Har har har, ved de ikke, at jeg slet ikke er rigtigt voksen?

Nåmmen, jeg ville også bare give livstegn. Nu skal jeg splatte ud på sofaen med min kæreste [læs: Sove mens han ser fodbold]. Jeg skal nok få samlet op på bloggeriet, når jeg igen kan se min skærm et sted bag bunkerne.

Scener fra et kræmmermarked

2010-09-04T14:32:00.002+02:00

Der er kræmmermarked i byen i dag, og det har vi fået hele formiddagen til at gå med. Især det gigantiske legetøjsmarked, hvor byens børn sælger ud af de ting og sager, de er vokset fra, var et hit - især fordi Ida pludselig er blevet en stor pige og faktisk lidt mangler noget alderssvarende legetøj. Vi var ikke nået meget længere end til den første bod, før vi alle tre kastede vores kærlighed på en fin, rød trehjuler. I ved, den klassiske fra Winther med lad og hele baduljen. Den ville vi gerne have med hjem, og det fik vi heldigvis også. Det foregik cirka sådan her:

Lykke: Hvad skal du have for sådan en cykel?
Sælger: 100 kroner.
Anders (roder lidt i lommen): Jeg har kun 70 kroner. Hvad siger du til det?
Sælger: Jeg skal gerne have 75 for den.
Lykke: Jamen, jeg har måske en femmer i min pung.
Anders (med et blik til mig, der siger"flet næbbet, søster!"): Vi giver 70.
Lykke: Jamen, jeg kan jo lige kigge...
Anders (rækker damen pengene): Værsgo! Så Ida, nu har du fået en ny cykel.
Lykke: Jamen...

Og således blev det endnu engang slået fast, at jeg er verdens dårligste krejler. Jeg FATTER simpelthen ikke konceptet. Hvordan skulle jeg dog vide, at det var løgn, da Anders sagde, at han kun havde 70 kroner? Jeg regner da med, at folk mener det, de siger. Men sådan er spillereglerne åbenbart ikke på et kræmmermarked, lærte jeg så. Lidt efter faldt jeg over nogle fine Peter Pedal-bøger, som ville være perfekte til min lille bogorm, og jeg øjnede straks muligheden for at bringe min nyerhvervede viden om krejleri i spil.

Lykke: Hvad skal du have for bøgerne?
Sælger: 15 kroner stykket.
Lykke (ser skeptisk ud og kigger i sin pung): Jeg giver dig en tyver for dem begge to, så er du også af med dem.
Sælger: De koster 15 kroner, og det synes jeg også, de er værd. Vi har også solgt andre til samme pris.
Lykke: Jeg har desværre kun en tyver.
Sælger: Nå.

Laaaaang pause.

Lykke: Nå, men så tager jeg bare én...
Sælger: Ja tak, 15 kroner.

What?! Jeg gjorde nøjagtig det samme som Anders, og lige meget hjalp det. Er det fordi, jyderne kan høre, at jeg ikke er lokal, og derfor ved med 100% sikkerhed, at de er mig overlegne i alle krejlingens facetter?

Vores næste køb var en dukkeklapvogn - lyserød og grim som arvesynden, men Ida elsker den slags - men jeg var så nedslået over min manglende succes med at forhandle om prisen, at jeg bare gav damen den tyver, hun forlangte. Da jeg havde betalt og skulle til at trække af med barn og nyindkøb, skyndte det flinke menneske sig at give mig en dukkesutteflaske og nogle rangler med gratis. Hvad er nu DET for noget? Betyder det, at hvis man er dum og bare betaler fuld pris uden vrøvl, får sælgeren medlidenhed med én og stikker en lidt gratis goodies for at kompensere? For så har jeg da taktikken på plads til næste gang...

Man ved, man er gravid for anden gang, når...

2010-09-02T20:06:00.003+02:00

... jordemoderen spørger én, hvor langt henne man er, og man ikke prompte svarer 14+4, men må opbyde al sin koncentration for at sjusse sig frem til, at man nok er i en uge 14-15 stykker.

... man IKKE kan hele "Graviditet, fødsel og den nye familie" udenad.

... der faktisk kan gå flere dage imellem man føler trang til at tale om graviditetsrelaterede emner.

... man hører sin babys hjertelyd for første gang og først adskillige timer senere kommer i tanke om, hvor fantastisk det egentlig er.

... ens vom antager badeboldslignende dimensioner, længe før man er halvvejs i graviditeten [Seriøst, mand! Hvis den fortsætter med at vokse med den fart, er der dømt strandet hval, inden vi når ind i december].

Nå, enough with the opremsningers. Bortset fra den foruroligende hast, min mave vokser med, er det den rene svir at være gravid lige for tiden. Træthed og madlede er pist forsvundet [Hvilket betyder, at jeg igen kan spise før så fæle fødevarer som peberfrugter og fiskefrikadeller. Hurra!], og bedst af alt har jeg omsider fået spredt det glade budskab på mit arbejde, hvor det blev taget endog meget godt imod. "DET er vel nok en god nyhed. Jeg ELSKER, når folk får børn!" jublede min chef med så meget ægte begejstring i stemmen, at jeg blev helt bange for, at han ikke fattede, hvad det var, jeg havde fortalt ham, og derfor straks måtte pippe noget om, at det jo altså betyder, at jeg vil være væk det meste af næste år. Det bragte ham heller ikke det mindste ud af fatning, så jeg må jo nok konkludere, at manden vitterlig synes, at det er fantastisk. Meget rummelig chef, må man sige.

Alle mine kollegaer er faktisk fantastisk søde og begejstrede på mine vegne, og jeg kan mærke, at jeg bliver helt trist ved at tanken om at skulle være væk fra dem så længe. Det er virkelig groet på mig på det sidste, det arbejde, og jeg føler mig slet ikke klar til at slippe mine opgaver i 9 måneder til fordel for gylp, bleer og grød døgnet rundt. Jeg må sige, at den følelse står i skærende kontrast til sidste gang, hvor jeg dårligt kunne vente med at slippe væk fra den daglige kontortrummerum, men det må jo betyde, at jeg - tør jeg sige det? - elsker mit arbejde. Så har man prøvet det med!

Til hest og til fest(ival)

2010-08-29T13:39:00.004+02:00

I går var vi til Middelalderfestival i Horsens, og hvor u-cool det end lyder, var det faktisk super fedt og meget anbefalelsesværdigt - også for folk uden børn. Hele arrangementet var totalt gennemført med flot udklædte deltagere, mjød og pattegris i lange baner og boder med sværd, horn og huder og andet middelaldergrej. Og ikke mindst riddere i skinnende rustninger, som dystede i de mest drabelige lansekampe til EM i ridder [eller hvad det nu hedder].

Rullepølsen nyder en [middelalderlig...?] pandekage.

Der var også et hav af aktiviteter for dem, der gerne selv vil have pølserne i materien, fx middelaldermadlavning og skydning med bue og pil, men for Rullepølsen og hendes mor, som er gammel hestepige, var dagens scoop helt klart ponyridningen. I betragtning af, at selv den lille rutsjebane på Himmelbjergets legeplads er for hård kost for hende - og den er seriøst ikke mere end halvanden meter høj og ikke det fjerneste stejl - havde jeg egentlig ikke regnet med, at Forsigtigfrans ville turde nærme sig kræet, men hun fortrak ikke en mine, da jeg smed hende op på Ronaldos brede ryg. Faktisk gav hun sig til at grine, da ponyen skridtede afsted, og moren var - needless to say - revnefærdig af stolthed.

En rullepølse højt til hest. Abstraher venligst fra tossen med åben

mund og polypper til højre i billedet [ja, det ER mig. Kors, hvor jeg savner Picasa!].

Far Anders er ikke så glad for heste og andre store dyr, så han holdt

sig på behørig afstand med kameraet. Desværre var han ikke rigtig

hurtig nok på aftrækkeren, men man kan da se lidt af Rullepølsen bag

ved hendes skrutryggede mor.

Vi er ellers for alvor begyndt at diskutere mulige navne til Idas kommende lillebror eller -søster. Vi havde egentlig tænkt at vente med den slags, til vi - forhåbentlig - har fået fastslået kønnet på den lille bandit til næste scanning i starten af oktober, men man kan jo ikke lade være med at gå og spekulere lidt. Og selvfølgelig viser det sig, at vi ligesom første gang overhovedet ikke er på bølgelængde hvad angår navne. Fx var jeg meget opsat på at Ida skulle hedde enten Asta, Viola, Carla eller Sally, men ikke om jeg kunne komme igennem med så meget som et eneste af disse ellers glimrende forslag. Og den anden vej rundt var det samme situation - der var ingen af Anders' forslag, der faldt i god jord hos mig. Kompromiset blev Ida, og det er vi egentlig fint tilfredse med, bortset fra at der er så utroligt mange andre små Ida'er rundt omkring, at vi allerede nu skal vænne os til at skrive Ida H. i hendes ting, hvis hun skal have sine egne sko med hjem fra dagpleje. Vi ville gerne være bare marginalt mere kreative i vores navnevalg til nr. to, men samtidig må det gerne passe nogenlunde sammen med Ida, så det begrænser jo udvalget lidt. Jeg har et par mulige pigenavne, som jeg går og tygger på, men med hensyn til drengenavne, er jeg noget nær blank. Men heldigvis er der jo hundrede år til babyens ankomst, så vi når nok at hitte på noget. I mellemtiden modtager vi meget gerne forslag, så smid en kommentar, hvis du har en idé - både til drenge- og pigenavne.

Og så lige på falderebet og totalt uden for kontekst: Hvis man er på udkig efter en god søndagsbrunch i naturskønne omgivelser i nærheden af Århus, så prøv det her sted. Vi var der i morges, og det var super.

Og så ikke flere sure damer i islandske sweatre, vel?

2010-08-26T19:45:00.006+02:00

Kender I det, når der pludselig popper brudstykker af ting, man for længst havde glemt alt om, op i ens hoved, uden at man aner, hvilke mærkværdige associationer, der har ført til det uventede gensyn? Sådan et øjeblik havde jeg på arbejdet her til formiddag, hvor jeg midt i redigeringen af en artikel om de nyeste landvindinger i gasbranchen [og det er omtrent lige så sexet som det lyder..], kom i tanke om denne prægtige serie, som TV2 berigede os med engang i kanalens spæde barndom:

Plantageejerens datter, hed den. Kan I huske den? Plottet står lidt tåget for mig, og en hurtig googling tyder også på, at jeg blander den sammen med endnu en milepæl i brasiliansk tv-drama, nemlig "Slavepigen Isaura", som TV2 også var så elskværdige at sende - og som jeg slugte råt. Men handlingen er for så vidt også ligegyldig, det er det fremragende skuespil, de lækre billeder og den excellente produktion, der gør disse serier seværdige.

I Mexico er de også rasende gode til novelas. Da jeg for nogle år siden var i Costa Rica, fulgte jeg intenst med i denne her med den megetsigende titel "Las Vías del Amor" - kærlighedens veje - hvori den skjønne Perla går så grueligt meget igennem på den stenede vej mod den store kærlighed:

Jeg kunne desværre ikke finde et klip med undertekster, men jeg er sikker på, at også ikke-spanskkyndige vil kunne påskønne det sublime skuespil og ikke mindst den meget catchy titelsang. Watch and learn, DR Drama!

NU må jeg ud med det!

2010-08-20T19:31:00.003+02:00

Uh, jeg har glædet mig som et lille barn til at skrive det her indlæg. Nu skal I dælme få breaking news for alle pengene! Er I klar? Godt, så kommer det: Vi har købt hus! Impulskøbt, nærmest. I hvert fald har processen ikke taget mere end knap to uger, fra vi så det første gang, til vi i går satte hver sin underskrift på en købsaftale og dermed blev et beskedent millionbeløb fattigere og et hus og - ikke mindst - en fantastisk have rigere. Det er mega crazy, mand! Vi vidste bare med det samme, at det var det hus, vi ville bo i, og så havde vi oven i købet råd til det [ikke en selvfølge for sådan et par fattigrøve som os, skulle jeg hilse at sige!]. Kan stadig næsten ikke fatte, hvor heldige vi har været!

Puh, det var rart at komme af med. Det har denondefløjteme ikke været let at holde tand for tunge (eller hvad man nu gør, når man skriver) den sidste uges tid, men jeg ville ikke risikere at jinx'e noget ved at udbasunere nyheden for tidligt. Hybris og alt det der, ing?

Nå, men huset, vi har købt, er bare SÅ fint. Gammelt ledvogterhus, der bare emmer af hygge [har allerede et helt klart billede af, hvordan jeg svanser rundt i noget ternet forklæde og bager julesmåkager, mens lillefar skovler matriklen fri for sne, og Rullepølsen slubrer varm kakao i stearinlysenes skær], har TO badeværelser [meeeget vigtig detalje for en, der er vokset op med konstant kø til husets eneste af slagsen], og tre gode soveværelser, et til mor og far og et til hver af børnene.

.....

Nogen, der lagde mærke til, at jeg skrev børnene? For det gjorde jeg dælme, og det var ikke engang en skrivefejl! Den 27. februar 2011 - sådan cirka - bliver tre nemlig til fire, og vores lille bitte Rullepølse får titel af storesøster. Vi glæder os helt åndssvagt og er vanvittigt taknemmelige for vores held, men det er samtidig helt surrealistisk. Lige så lidt som jeg kunne forestille mig, hvordan det ville være at have et barn, før jeg rent faktisk fik et, lige så lidt kan jeg forestille mig, hvad det vil sige at have to. Men jeg glæder mig til at have en baby igen og til at se, hvordan Ida tackler sin nye rolle. Men først og fremmest skal vi jo have fortalt hende nyheden på et tidspunkt, og den lille detalje har affødt en del hovedbrud hos mig, for hvor meget fatter en 2½-årig af noget, der er så abstrakt? Hvornår skal man sige det? Og hvor meget skal man gå i detaljer? Tips og gode idéer modtages gerne...

Den kommende storesøster. Hun ligner også sådan én, gør hun

ikke? Jeg ville gerne have beskåret billedet lidt, så motivet

blev lidt mere Rullepølse og lidt mindre Pizzakarrusel, men

vores gamle hakkebræt af en bærbar (Ha, sagde jeg bærbar?

Slæbbar er vist nærmere ordet!) er kaput og Anders' bette

notebook har altså ikke power til at køre Picasa. Men så er

det til gengæld let at se, hvor billedet er taget - i hvert fald

for dem med kendskab til århusianske forlystelsesparker :-)

Det er forhåbentlig ikke mig!

2010-08-19T19:51:00.004+02:00

Rullepølsen: Er det Sylvester på billedet?

Mor: Nej, det er dig, dengang du var 1 år. Kan du se, at du bare er en lille baby?

Rullepølsen: Er det MIG? NåDAdadadada!

....

NåDAdadadada? Altså, hvem lærer barnet at sige sådan noget?

Men Smukfest er stadig et latterligt navn

2010-08-15T20:40:00.004+02:00

Nåmmen, hvodden var den så, den der såkaldte Smukfest, hører jeg jer spørge [ha ha, who am I kidding. Det havde I da glemt alt om. Jeg havde i hvert fald...]. Og jeg iler med at fortælle, at den på en og samme tid levede op til alle mine fordomme og var ræddi ræddi fin og hyggelig. Der er da bare så pænt derude under bøgetræerne, og folk var glade og fulde og søde ved hinanden. Nå ja, og en kende slidte - det var jo dag 4. Og må jeg i den forbindelse godt lige have lov til at svælge lidt i, hvor VIDUNDERLIGT det var at troppe op søndag eftermiddag med endagsbilletten i hånden, nyvasket, iført rent tøj og - helt uhørt - med makeup på! Meget langt fra mit sædvanlige Roskilde-look, kan jeg godt afsløre. Ikke fordi jeg holder op med at være forfængelig eller gå op i personlig hygiejne, når jeg er på festival, men min tålmodighed rækker bare ikke til hver eneste dag at stå i kø i en time for at få lov til at soppe rundt i en pøl af skidt og afbarberet kropsbehåring under en slap, varm-ish (på en god dag) vandstråle. Derfor når jeg typisk kun et sølle bad i løbet af sådan fire dages festivitas, og resultatet bliver i sagens natur derefter [årh, hold op med at rynke på næsen! Så er det heller ikke værre, og i dag HAR jeg faktisk været i bad!], og derfor er synet af de der lidt for rene og velduftende endagsbillettyper i dén grad salt i såret. Så selv om det muligvis gør mig til et dårligt menneske, følte jeg, at jeg på en måde bare indløste mit surt sammensparede overskud på karmakontoen, da jeg valsede ind på festivalpladsen i en sky af parfume og selvtilfredshed og sendte medfølende blikke til de snavsede stakler, jeg mødte på min vej.

Nå, det var vist lidt af en tangent, jeg røg ud af der. Tilbage på sporet. Det var som nævnt rasende hyggeligt at være på festival, men jeg synes godt nok, det var påfaldende som musikken syntes at komme i anden række på Danmarks næststørste musikfestival. Til gengæld er der alle muligheder for at drikke sig fra sans og samling i den ene temabar efter den anden [whole early, er det ikke sådan lidt ... firser?]. Jeg kan mærke, at jeg ikke rigtig orker at kaste mig ud i den store analyse af emnet her til aften, især fordi det allerede er godt og grundigt passé, så jeg vil nøjes med at sige, at Politikens Erik Jensen efter min mening rammer hovedet på sømmet i sin kommentar til årets festival.

Og så ellers fortælle, at jeg fik en uventet fantstisk koncertoplevelse, da Who Made Who gav alle indietyperne en ordentlig én på humanistbrillen med et brag af en koncert, mens hr og fru Danmark så Sanne ryste sin rynkede røv på Bøgescenerne. Men ok, antallet af tilhørere til de to koncerter fortæller mig, at der er udbredt konsensus mellem festivalen og dens publikum om, hvad der er fed tråd og hvad der ikke er, og så skal jeg jo ikke komme her og være bedrevidende. [jo, det skal jeg faktisk. Jeg synes sgu, det er uambitiøst. Fest og kvalitet i musikprogrammet behøver jo ikke at være uforenelige størrelser - heller ikke selv om man holder fast i den brede, folkelige profil, som er Skanderborgs kendetegn. Og kald mig så bare kultursnob eller det, der er værre.]

Til Svensk Aften på Bøgescenerne kom Kent uden skyggen af tvivl ud som vinderen. Det var fuldstændig fabelagtigt fantastisk og med musikken og ikke en disse andet i centrum. Roxette orker jeg næsten ikke at skrive noget om, for det var simpelthen så deprimerende en oplevelse for en gammel fan [altså, da jeg var 12, ing?], at jeg er helt tom for ord. Lad mig bare nøjes med at sige, at det ikke på nogen måde var rart at se en person, der engang var fuld af power som få, knap nok kunne stå på benene og da slet ikke synge. Decideret ubehageligt, faktisk.

Men altså, hvis bare de gode mennesker bag Danmarks Smukkeste lover ikke at hyre alvorligt syge mennesker til at spille til næste år, vil jeg meget gerne komme igen. For det VAR altså både hyggeligt og sjovt, derude i skoven.

Altså, hvad ER der med de journalister?

2010-08-12T12:59:00.003+02:00

Ja, jeg spø'r bare. Ikke nok med, at jeg skal finde mig i at blive fejlciteret og ufrivilligt gift i privat regi, nu befinder jeg mig også i et journalistskabt morads på arbejdet. Her gik man og troede, at man bare skulle korrekturlæse nogle artikler til vores nyhedsmagasin, da de viste sig at være så gebrækkelige, at jeg nu sidder hjemme og skriver hele lortet om fem minutter i deadline. Og inden I nu alle sammen tror, at jeg 1) er verdens største kværulant [det er jeg ikke, selv om jeg på dårlige dage måske nok kunne kandidere til titlen], 2) har et horn i siden på journalister i al almindelighed, vil jeg godt lige spørge, om ikke I finder det rimeligt, at man som minimum forsøger at vinkle en historie på en interessant måde frem for bare at pære en masse random facts ned på en side, startende med de allerkedeligste i indledningen bare for at være HELT sikker på, at læseren falder i søvn?

Nå, men intet er jo som bekendt så galt, at det ikke er godt for noget, og balladen har allerede affødt to gode ting. For det første at denne undtagelsesvise hjemmearbejdsdag betyder, at jeg kan hente mit barn i dag (Hurra!). For det andet at vores marketingfyr har bedt mig om at skrive artiklerne til næste udgave (Hurra igen!). Når jeg tænker nærmere over det, tror jeg faktisk, at jeg elsker hende journalisten lidt...

For der findes jo ikke noget smukkere end 40.000 møgbeskidte fulderikker...

2010-08-08T10:03:00.005+02:00

I dag får jeg min debut på Skanderborg Festival. Eller Smukfest, som deres lameass marketing-folk insisterer på at kalde den. Forsøger at gå ind til oplevelsen med et åbent sind, men må indrømme, at jeg som Roskildegænger siden '96 har en ret håndfast idé om, hvordan sådan en festival skal skæres, og at der - set udefra - er lige lovlig meget gøgl og (provins-) byfest over festen under bøgetræerne til min stil. Men jeg er villig til at lade mig omvende, og hvis nogen kan gøre det, er det dem her:

Breaking news

2010-08-01T13:04:00.002+02:00

Jamen, hallo mand! Knap er man hjemvendt fra sommerlandet i et inferno af rod og vasketøj, før man finder sit kontrafej plastret ud over et helt opslag på Århus Stiftstidendes Skanderborg-sider. Mens vi har nydt sommeren og hinanden, er historien om vores lille madklub, som jo skulle publiceres i Ugebladet Skanderborg, åbenbart blevet vurderet til at have regional relevans. Talk about agurketid... Nu venter vi bare på en opringning fra TV2 Østjylland, for hvem intet tilsyneladende er for småt.

For dem, som ikke har investeret en flad 20'er i dagens papirudgave af Stiften, kan et forkortet version læses her. Jeg tør roligt sige, at jeg ikke er vildt imponeret over hverken journalistens sproglige formåen eller hans evne til at bygge en artikel op, men han har da fået det meste af essensen med. Til gengæld får han afgjort point hos mig for sin evne til på en lidt bagvendt, indirekte måde at få kaldt Anders en landsbytosse. Den vending vil give mig skyts til mange, mange ugers drillerier herhjemme.

Og så iler vi sluttelig med et par rettelser af nogle graverende faktuelle fejl [journalister og deres lemfældige omgang med fakta, altså. Tssss.]: Anders og jeg er IKKE gift. Følgelig hedder jeg ikke Høiberg til efternavn, og jeg er i øvrigt heller ikke vild med at blive omtalt som nogens "kone". Og så er der altså ikke nogen af os, der kunne drømme om at omtale folk uden børn som "barnløse". Det er lissom ikke helt det samme, vel? Men hvad ved en 25-årig journalistpraktikant om det.

Sommerland, here we come!

2010-07-16T10:59:00.002+02:00

Endelig (som i E-N-D-E-L-I-G!) oprandt det store øjeblik: Om sølle tre timer lukker jeg pc'en og drager på en velfortjent og med længsel imødeset sommerferie. Og det bliver bare edderfedt, mand! Vi skal både bo i bomuldsvilla og i sommerhus, vi skal grille og spise is, vi skal have besøg fra Sjælland, vi skal bade og se på dyr, og vi skal slappe af og læse bøger. Uh, jeg glæder mig!

Vi blogges ved i august. Ha' det pragtfuldt så længe. :-)

Stilhed før stilhed

2010-07-13T09:57:00.002+02:00

Den sidste uge før sommerferien er altid lidt sej at komme igennem, synes jeg. Kan ikke rigtig finde fodfæste i det her limbo mellem hverdag og ferie. Mens jeg går gispende rundt i tropiske Danmark og prøver at affinde mig med den tynde, klistrede frakke af sved, der tilsyneladende har taget permanent bolig på min krop, bliver arbejdsdagene lige så stille kortere og mindre intense. Resten af verden er efter alt at dømme allerede gået på ferie, og det efterlader mig med en del tid til dagdrømmerier, planløs surfing, og ja, lidt bloggeri. Når der endelig dukker en opgave op, som ikke kan skydes til efter ferien, kan jeg mærke, hvordan min hjerne ligesom skal løbes i gang igen, før den kan præstere noget, der bare ligner aktivitet.

For at gøre ondt værre, er jeg nu den eneste i husstanden, der ikke holder ferie. Ida og Anders tusser bare rundt derhjemme og driver den af. Hvorfor skal du på arbejde, mor? spurgte hun i morges, da jeg tog afsted, og jeg kunne simpelthen ikke finde på et fornuftigt svar.

Roskilde 2010 - highlights og lavpunkter

2010-07-07T15:32:00.006+02:00

Highlights:

Vejret. Sol over hele linjen, hvilket tillod mig at rådyrke min yndlingsfestivalbeskæftigelse: at ligge på græsset og glo op i himlen og chille til dejlig musik. Kan til det formål virkelig anbefale Jack Johnson, som jeg normalt synes er helt ubegribeligt kedelig, men som i den grad har sin berettigelse på en søvnig solskinssøndag. Men Motörhead går også an. Hvis man er tilstrækkelig træt, kan man sove til det meste, viser det sig.

Live-bagning med Claus Meyer. En event, som indbefattede en veritabel flammetale om ølandshvedens kvaliteter (og de er tilsyneladende mange), surdej og ælteteknikker, krydret med Henry Miller-citater og leveret med en så højstemt entusiasme, at mandens stemme nær var knækket over ved flere lejligheder. Bagefter var der fællesæltning. Det var stort. Åh ja, og fik jeg nævnt, at han var iført en hæklet bøllehat?

Robyn. Wow! Bare wow!

Meyers Madhus' flæskestegssandwich - naturligvis bagt med ovennævnte ølandshvede.

Prince. What legends are made of. På alle måder stort. Har aldrig set en mand med SÅ meget rytme i hver eneste fiber i sin diminutive krop.

Turen hjem på DSB 1'. Der var rent, stille, gratis vand og frugt og udsigt til alle de andre møgbeskidte festivaldeltagere, der lå i en stor ildelugtende bunke ude i mellemgangen. Aaaahhh...

Lavpunkter:

Mit hår. Kombinationen af usigelige mængder urinstøv, sved og solcreme formåede at forvandle mine normalt glatte og bløde lokker til den strideste ponymanke [ja ja, jeg ved det godt, ponyens nakkehår hedder en man, men andre end gamle hestepiger skal også kunne følge med her], som ikke engang kunne holdes under kontrol af min nyindkøbte småblomstrede hat.

At dele telt med småsyg veninde. Resultat: Sidder nu med feber og snot overalt i 1000 grader varm lejlighed. Ikke rart.

Fejlplacerede koncerter. Missede hovedparten af fantastisk Robyn-koncert på den konto, og den der med at "nogle kunstnere egner sig bedst til mere intime scener", som er Roskildes standardsvar på enhver kritik af deres mangelfulde planlægning, holder slet, slet ikke.

Ny indretning af området bag Orange. Betyder, at jeg ikke længere har adgang til det allerhelligste, nemlig musikerloungen. Hvordan skal jeg nu stalke stjernerne?

Uden for kategori:

De to blegfede, midaldrende mænd, der dansede nøgne rundt foran Orange fredag og lørdag aften. Lige dele "more power to ya!" og "oh no, my eyes, my eyes!"

Med sol på

2010-06-28T20:26:00.006+02:00

Nu skal det jo ikke hedde sig, at der ikke er andet end jammer med mig over det her Jyllands-noget. Derfor kommer her et udvalg af billeder fra de sidste par dage, hvor jeg er blevet mindet om, hvorfor jeg faktisk er ret glad for at være her.

Rullepølsens debut som badenymfe. Hun er - desværre - noget

af en forsigtigper, så sidste år nægtede hun pure at nærme sig

vandet. Og selv om vi lokkede det bedste, vi havde lært, stod

Skepsissa bare inde på stranden med armene bag ryggen og mistroen

malet i det lille ansigt i det meste af en time, før hun endelig gav sig.

Jeg kom forleden dag til at påstå, at jeg ikke forstår, at folk, som
ellers har et nogenlunde fornuftigt forhold til madkvalitet, kan
have en faible for en eller anden klam madvare, enten af nostalgiske
årsager eller fordi de simpelthen synes, at skidtet smager godt. Jeg
indså først, hvor stor og fed en løgn det var, da jeg i går MÅTTE købe
en kingsize rulle tarvelige chokokiks - det er jo ikke engang den ægte
Prinzen Rolle - i Rema 1000, bare fordi vi skulle på stranden.

Rullepølsen og morfar på tur i det grønne.

... og lidt mere frugt. Ikke den værste last, man kan have, når man
er en to-årig rullepølse, skulle man mene, men det er ikke løgn,
når jeg siger, at hun nærmest er besat af det.

Jeg er vild med lagersalg. Især, når det ikke er mig, der skal kæmpe

mig igennem horder af hysteriske fruentimmere, der rask væk kaster

sig ned i rugbytacklinger for at få fat i de bedste styles, men bare kan

sende et par kollegaer og så indkassere byttet mandag morgen på

arbejdet. Og se lige et fint bytte! Rullepølsen er SÅ klar til hedebølge.

Puttekrise

2010-06-23T19:56:00.002+02:00

Rullepølsen og jeg er alene hjemme her til aften, mens lillefar er ved at lægge sidste hånd på værket inden 6 ugers sommerferie venter fra på fredag [altså for ham, ing? Jeg har to uger. Hoo-friggin'-ray for Det Private], og vi har rigtig hygget os med at tegne, læse bøger under dynen og sludre om hendes dag i dagplejen. Lige indtil jeg lagde hende ned i sengen efter at have kysset hende godnat, altså. Pludselig krakelerede det lille, glade ansigt fuldstændig og hun stak i et vræl. Jeg glemte at kysse far godnaaaaaaat! hulkede hun hjerteskærende, og jeg måtte bruge alle mine overtalelsesevner for at få hende overbevist om, at 1) jeg skulle nok kysse far for hende, når han kom hjem, 2) far ville hverken blive sur eller ked af det over ikke at have fået et godnatkys og 3) hun kunne kysse ham i morgen i stedet for. Far kommer? spurgte hun med en skeptisk mine, da hun omsider var faldet til ro, men accepterede heldigvis mine forsikringer om, at DET gjorde han helt bestemt, men altså først når hun for længst var faldet i søvn.

Nu sover hun som en lille engel, med dynen trukket helt op til hagen og sovekaninen over hovedet, selv om der er en million grader inde på hendes værelse, og jeg sidder her og tænker, at det er meget ubelejligt, faktisk nærmest indbegrebet af dårlig timing, at hun har opdaget, hvad det vil sige at savne, her kun en uge før jeg tager på Roskilde.

Er det det, man kalder trodsalder?

2010-06-17T21:21:00.009+02:00

De sidste par dage er jeg kommet hjem til en eddikesur lille Rullepølse, som k-o-n-s-t-a-n-t tester grænserne for acceptabel opførsel og dermed trækker store veksler på sin mors i forvejen ikke alt for store tålmodighed. Episoderne har inkluderet spændende sager som et flugtforsøg i Bruuns Galleri, som bagefter blev forklaret med ordene "jeg ville ikke snakke med mor og så blev jeg helt sur", en nedsmeltning på åben gade, fordi hun ikke måtte flå emballagen af de Libressepakker, Mataspigerne havde stablet så fint op i kurv på fortorvet, plus 4 nedsmeltninger på 10 minutter i Løvbjerg, hvoraf den ene indebar, at et stykke parmesan blev kylet gennem butikken i arrigskab [det var Rullepølsen, der kylede, forstås. Nok er jeg temperamentsfuld, men jeg har dog oparbejdet en smule selvkontrol i tidens løb]. Det hele selvfølgelig akkompagneret af skrig og skrål, når mor satte foden ned - og det var HVER gang, skulle jeg hilse at sige. Jeg ved ikke noget værre end uvorne møgunger og ikke om min egen skal have lov til at udvikle sig til en af slagsen. Så hellere tage kampen nu, uanset hvad det medfører af sved, panik og ansigtstab på åben gade. Derfor får Rullepølsen venligt, men bestemt, at vide, at hun skal køre fremad med sin lille indkøbsvogn i stedet for at gå baglæns eller i ring/ikke rive skilte ned/ikke åbne pakken med gær/ikke kaste med ost, fordi hun bliver sur - eller hvad det nu er for unoder, hun finder på. Så får hun en eller allerhøjest to chancer for at gøre, som der bliver sagt, ellers afmonterer jeg situationen ved simpelthen at fjerne hende fra det, hun åbenbart ikke kan administrere at være i nærheden af. Med en flod af tårer og forurettede miner som resultat, selvfølgelig.

Efter sådan et par dage var det så meget desto mere vederkvægende, at jeg i dag kom hjem til en en glad og snakkesaglig pige, som var frisk på en hyggelig picnic på altanen med frugt og bøger:

Det er vist længe siden, der har været billeder på bloggen, så

vi tager også lige en håndfuld fra den seneste uges ture ud i det blå .

Bedre sent end aldrig

2010-06-13T20:46:00.004+02:00

Da vi i februar rundede 1 år i det jyske, havde jeg planer om at markere milepælen med sådan et nå-så-gik-der-et-år-og-hvordan-går-det-så-med-at-være-i-eksil-indlæg. Som nogen måske har bemærket, blev det ikke til noget, og det er i det hele taget ikke mange linjer, jeg har ofret på emnet "ny i Jylland". Især ikke i betragtning af, at et af formålene med overhovedet at oprette en blog, var at få skrevet mig ud af de eventuelle traumer, flytningen ville påføre mig.

En af årsagerne til, at jeg er gået meget let henover emnet, er nok, at jeg fandt ud af, at der er grænser for, hvor meget jeg gider fortabe mig i navlepilleri på bloggen [selv om man sagtens kan argumentere for, at bare det at have en blog, hvis vigtigste emne er MIG, er udtryk for en vis tendens til selvoptagethed, men lad nu det ligge...]. En anden - og lige så vægtig - grund, er at jeg simpelthen ikke har kunnet få hold på emnet inde i mit hoved. Min indstilling til hele projektet har svinget fra crazy happy begejstring til afgrundsdyb depression og hjemve i en grad, som jeg ikke havde troet mulig, alt sammen inden for så få minutter, at mine spæde forsøg på at sætte ord på tanker og følelser i bedste fald blev usammenhængende, i værste fald decideret skizofrene - og i hvert fald ikke på nogen måde læseværdige.

I forbindelse med vores næsten-huskøb, som BTW er ganz afblæst - de grinede sgu Anders lige op i hans åbne ansigt, da han ringede med vores bud! - lovede jeg vist også noget status-agtigt. Kan vist roligt konkludere, at det der med opfølgning ikke er min stærkeste side.

Men nu har jeg fundet en måde at gribe det an på, som både gør det mere overskueligt for mig selv og for dem, der stadig måtte hænge på efter alt det ævl, der er kommet indtil videre. Løsningen, mine damer og herrer, er... punktform! Så her er alle pros og cons ved livet i det jyske i en skøn pærevælling. Hvilke, der vejer tungest, varierer som nævnt RET ofte.

- Jeg kan faktisk godt lide at være her.

- Men jeg ELSKER stadig København.

- Jeg er VILD med at kunne sidde i min sofa og glo ud på en sø. Har aldrig helt forstået koblingen mellem udsigt til vand og større indre ro, men den er der. Det ved jeg nu.

- Men der er altså ikke meget action på sådan en sø. En kajak her og en speedbåd der, garneret med en flok optimistjoller i ny og næ [Hvorfor hedder de i øvrigt det? Er det fordi man skal være det - altså optimist - for at stole på, at en yderst spinkel glasfiberkonstruktion kan modstå de frådende bølger?]. Næ du, på Nørrebro havde vi udsigt til alt fra biljagter, demoer og livets gang på khat-markedet til seje skaterdrenge, smækre solbadere og mødregrupper på tur.

- Jeg er godt tilfreds med, at jeg ikke skal sidde i en usælgelig 2V'er med udsigt til metrobyggeri og et inferno af gravemaskiner og lastbiler de næste 10 år.

- Til gengæld synes jeg det er pænt nederen at skulle betale af på den l****lejlighed indtil Rullepølsen går i 3. klasse. Det gør heller ikke særlig meget godt for vores muligheder for at købe et hus (jf. ovennævnte latterudbrud).

- Tror ikke, jeg var kommet i gang med at løbe, hvis vi stadig havde boet i byen. Og det føles faktisk rigtig godt at gøre noget mit fysiske velbefindende.

- Hvis man var lidt ond i sulet, kunne man godt påstå, at jeg løber, fordi der ikke er andet at give sig til her på bøhlandet.

- Det har vist sig, at der er mange flere cool, kloge, spændende og elskelige mennesker i Jylland, end jeg havde troet [ja ja, jeg var smækfyldt med fordomme, I know].

- Men jeg savner mine venner og familie. Nye venner kan ikke erstatte dem, man har kendt i evigheder. De er mere sådan en slags bonus-venner.

- Nogle jyder ER bare irriterende. Og bonderøvsagtige. Især når de siger: "Nå, boede I på Nørrebro før? Ja, SÅ kan jeg da godt forstå, at I flyttede!" Får rigtig meget lyst til at råbe: "Har du nogen sinde VÆRET der, spasser?" I stedet smiler jeg bare syrligt og arbejder på mit mavesår.

- Man kan kun købe hel spidskommen ET sted i denne her by. Hvad sker der for det!?

- Jeg synes, Århus er en rigtig hyggelig by.

- Altså PROVINSby, ikke?

- Jeg har fundet ud af, at jeg synes virkelig godt om natur. Natur er pænt.

- Jeg frygter lidt, at skulle være på barsel her engang. Her sker jo ikke en skid, og så meget tid kan jeg heller ikke få til at gå med at glo på bøgetræer.

- Tænk, hvis jeg rent faktisk kunne få en have engang? Uh, det ville være skønt!

- Fik jeg sagt, at jeg elsker København?

Kommende lokale celebrities?

2010-06-08T20:56:00.010+02:00

Åh ja, så er man endnu engang på vej i medierne. Har tidligere optrådt i både Woman og Vores Børn - begge gange på foranledning af Louise - men nu er det et medie af en noget anden kaliber, der har meldt sig på banen. Vi taler verdenspresse her. Toppen af poppen. Tænk engang, om føje tid vil jeg, min højtelskede lille familie og vores nye BFF [ja, I ved nok..] fra Madklubben Spis & Skrid optræde i hele TO artikler i... er I klar? Kan I udholde spændingen? Nej? Ok, så afslører jeg det: UGEBLADET SKANDERBORG!

Jamen, bliver det ikke vildt? Jeg forestiller mig, at vi ikke kommer til at kunne gå på legepladsen uden at skulle skrive autografer, at vi får vores egen celebrity-kasse i Løvbjerg (hvor der selvfølgelig aldrig er kø - kendisserne skal jo ikke spilde deres kostbare tid med noget så banalt som at vente på betjening) og VIP-billetter til Skanderborg Festival er vel en selvfølge. Oh, det bliver en svir!

"Hey, hov, hvad er nu det for en madklub?" er der måske en og anden, der sidder og tænker nu - og med god grund, for jeg har da slet ikke fortalt om den før. Det korte svar er, at den er blandt de væsentligste årsager til, at jeg endnu ikke er gået ned med akut provinskuller. Det lidt længere og noget mere fyldestgørende svar er, at det er en børnefamiliehverdagsmadklub, som Anders og jeg fandt på i en rødvinbimmelim i slutningen af sidste år og satte i søen i marts ved hjælp af en simpel hjemmeside og en håndfuld opslag, som blev sat op på strategiske steder i byen. Dating for børnefamilier, med andre ord. Og guess what, en lille håndfuld familier gik faktisk i fælden, og nu mødes vi hver 14. dag til mad, snak og almindeligt kaos. Og det er FANTASTISK! Søde, søde voksne, som vi har masser tilfælles med [Fx er vi alle tilflyttere fra København. Tilfældighed?] og et par gode legekammerater til Ida. Og det er bare gruppe 1. Siden vi startede, har flere familier meldt sig, så nu er vi faktisk 3 grupper i alt. Og vi har allerede fået mere ud af det, end vi nogensinde havde turdet håbe på.

Opskrift på en gedigen skuffelse

2010-06-02T19:55:00.004+02:00

Stor portion, rigeligt til to:

Først bruger du en time af dit liv (og din arbejdstid) på at sidde og trykke "køb billet" hvert halve minut til du får slidgigt i din pegefinger, mens du råber "kommmmm nuuuuuuu, for saddan!" så højt at dine kollegaer tror, at du er på randen af et sammenbrud - hvad du et eller andet sted også er. Så venter du spændt på juleaften, hvor de indkøbte billetter skal overrækkes til manden i dit liv. Så bruger du - og manden - det meste af foråret på at få fri fra arbejde, arrangere pasning af barn og glæde jer til festlig aften med gamle venner, popslaskere og guitarlir. Og endelig pakker du barn, mand og hovedparten af dit jordiske gods i bilen og kører godt 300 km, installerer barn og gods hos dine forældre, duller dig godt og grundigt op og drager glad afsted mod Hovedstaden ... hvorefter en venlig sjæl ringer og gør dig opmærksom på, at koncerten er aflyst.

Så nu sidder jeg her i juni måned og skylder Anders en julegave. Tak for lidt [for nu at citere Rullepølsen, som roder lidt rundt i udtrykkene "tak for det" og "det var så lidt"], John Mayer!

Til alt held var Rufus Wainwright mand nok til at gennemføre søndagens koncert trods noget mavehalløj, så jeg fik da en enkelt musikalsk oplevelse ud af turen. Og en virkelig god en af slagsen, heldigvis, selv om første halvdels nu-skal-I-sidde-og-lytte-andægtigt-mens-jeg-krænger-min-sjæl-ud-og-laver-dramatiske-kast-med-hovedet-og-gud-nåde-og-trøste-jer-hvis-I-klapper-før-jeg-er-færdig-performance måske nok var lige lovlig artsy-fartsy til min stil.

Her er han i sit mere muntre hjørne. Helt bedårende, hvis I spørger mig.

Undskyld, men jeg FORSTÅR det virkelig ikke...

2010-05-26T15:37:00.003+02:00

Er der VIRKELIG nogen, der tror, at man kan ændre på alverdens uretfærdigheder [og genopretningsplaner] ved at oprette en Facebookgruppe?

Come nu lige on, ikke?

Jeg siger ikke, at man bare skal opgive ævred, hvis man er gal i skralden over et eller andet, men måske skulle man overveje at lægge energien et sted, hvor det rent faktisk battede noget. Og eventuelt forsøge at få sin hukommelse til at række helt frem til næste valg. Bare sådan til en start.

Sommer

2010-05-23T14:09:00.004+02:00

Faster Stine holdt fødselsdag i farmoster Figenstangs have
i går med boller, lagkage og masser af solskin.

"Haps!"

"Hej moaaaar!"

Det er fedt at have bar vom!

En Rullepølse og hendes store idol, fætter A på snart fire år.

Prøv lige at se den flæskemås! Den er da lige til at sætte tænderne i!

Kagens dag

2010-05-19T21:14:00.006+02:00

Fordi det altid er umuligt for andre end studerende og efterlønnere at få billetter til den officielle Kagens Dag, har Kageklubben på mit arbejde, som skam er en rigtig forening med både nedskrevne vedtægter og en benhård optagelsesprøve (Ja, vi tager kage MEGET alvorligt!), lavet sit eget årligt tilbagevendende Kagens Dag-arrangement. 2010-udgaven løb af stablen i tirsdags, hvor 16 frivillige bagere, deriblandt yours truly, som kan skimtes bag alle de skønne kager, bød resten af virksomheden på kagebuffet i kantinen. Og jeg vil da godt lige prale med, at min kage helt uofficielt blev kåret som den flotteste af ALLE kagerne. Da den desværre ikke kan ses på billedet, og fotografen havde for travlt med at fylde i hovedet til at huske at tage close-ups af alle kagerne, må I tænke jer til synet af en bedårende tærte med lyst kokosfyld, som tittede kækt frem gennem et sirligt fletværk af chokolademørdej. Det mest imponerende var dog kvalmen, der fulgte kageorgiet, men den slags lader en ægte kage-aficionado sig ikke slå ud af, så jeg gjorde også et pænt indhug i resterne i dag. Mmmmm....

Om at slå rødder - eller når konformiteten sejrer vol. I

2010-05-11T19:14:00.006+02:00

Der er sket noget. Vores drømmehus er blevet sat til salg igen. Jeg vidste slet ikke, at jeg havde sådan et. I mange år troede jeg faktisk, at jeg skulle bo i lejlighed resten af mit liv. Ja, og indtil for halvandet år siden troede jeg, at jeg skulle bo i København resten af mit liv, så sådan er der jo så meget. Engang troede jeg også, at jeg aldrig skulle have bil, men bare en Christianiacykel. Nu har vi lige købt en godt brugt stationcar, og jeg er vild med den. Både med at køre i den og med at den rummer ALT. Og lidt til. Engang - faktisk indtil for ganske nylig - ville jeg også have fået nervøse tics og måske lidt kvalme ved tanken om at blive spærret inde i villa, volvo og vovse-kassen. Jeg var jo ikke sådan en lemming, der blindt fulgte alle de andre, vel?

Hø!

Nu går det over stok og sten med at afkode tilstandsrapporter [Burde jeg vide, hvad en sålbænk er? Det er da ikke almen viden, er det?], holde møder med banken og indkalde håndværkere til at gå hytten efter i sømmene, inden der måske skal afgives et bud. Så hvis jeg har været lidt tavs på det sidste, er det derfor. Her slås rødder.

Nå ja, og apropos at slå rødder, så har det her hus-noget jo også medført, at der pludselig er truffet en beslutning: Vi vender ikke hjem til København. I hvert fald ikke foreløbig. Og det er jeg - til min egen store overraskelse - faktisk helt og aldeles ok med. Mere om det i næste uge, når vi er tilbage fra miniferie i sommerhus uden internet. Promise.

Hvis der er en plet, er det bare mig

2010-04-28T20:52:00.004+02:00

Tidligere i aften, da jeg var ved at putte Rullepølsen, kiggede hun pludselig op på mig og sagde "Jeg elsker dig, mor. Jeg elsker også far" med sin fine, lille klokkestemme.

*suk*

Så så man lige lillemor smelte og sive lige så stille og lykkeligt ned i gulvtæppet. Årh, hvor har jeg bare verdens dejligste unge!

På tværs og på repeat

2010-04-23T13:59:00.004+02:00

Rullepølsecitater fra de seneste dage - et repræsentativt udvalg:

"Jeg gider ikke ha' det!"
"Jeg gider ikke noget som helst!"
"Nej, ikke røre på mig, mor!"
"Nej, ikke kysse Idas hår!"
"Nej, det er MIN fod!"
"Nej, du må ikke få den!"
"Nej, du må ikke læse bogen, mor!"
"Nej mor, du må ikke være med!"
"Flyt dig, mor!"
"Gå væk!"
"Nej, nej, nej, neeeeeeej!"

Og så den seneste fra i morges, da hendes far formastede sig til at sige godmorgen til hende:

"Nej far, du må ikke snakke med Ida!"

Christ, altså! Var der nogen, der sagde trodsalder?

Ind imellem dukker vores søde og sjove lille tumling heldigvis frem bag den kontrære umulius-facade. Fx når hun synger en sang, der ender på samme strofe, som den begynder med, og hun derfor ikke kan finde ud af, hvornår hun skal holde op med at synge. Den kører ligesom bare i ring, indtil hun bliver distraheret af et eller andet - fx moren, der har fået pip af at høre 'Lille Lise' på repeat. Dét er kært [og lidt enerverende].

Sikke'n fest vi har haft nu i nat, åh ja, åh ja, ååååååhh

2010-04-19T08:09:00.008+02:00

For dælen da, hvor sådan en weekend flyver afsted, når halvdelen af den bliver brugt på at forbrænde uhyrlige mængder øl og mojitos! Det burde måske ikke komme som en overraskelse for mig, men det er efterhånden så sjælden en foreteelse, at lillemor her sådan er ude at svinge træbenet, at jeg når at glemme det fra gang til gang. Min fremskredne alder spiller måske også ind der, hvem ved? Nåmmen, det der startede med en uskyldig ølsmagning med kollegaerne fredag aften, udviklede sig efterhånden til en veritabel pubcrawl gennem den mindre fancy del af Århus' natteliv [eller... det tror jeg da, det var, men nu er jeg jo stadig lidt på udebane her. Karaoke er da ikke stadig det hotteste hotte i Jylland, vel?], og jeg fik endda også en vidunderligt væmmerlig fedtdryppende kebab at gå hjem på. Kom hjem med natbus [!] kl 04, sov dødssøvn til halv elleve [! igen] og vågnede med sandpapirstunge og et hoved, der i løbet af natten var blevet ALT for lille til at rumme min hjerne. Eller sådan føltes det i hvert fald. Jeg blev faktisk ikke rigtig menneske igen - eller i stand til at bære mine indkøb hjem - før jeg havde stået sammen med de andre misbrugere og bællet en halv liter kold cola nede foran Kvickly.

En anden uheldig konsekvens af min drikfældighed er, at Rullepølsen nu muligvis må gå barfodet gennem sommeren, for jeg var simpelthen ikke i stand til at gennemføre den planlagte sandalshopping i Århus lørdag formiddag. "Arh, det kan du da bare gøre næste weekend", tænker du måske, og ja, det satser jeg også på, men da kan det allerede være for sent. Som alle småbørnsmødre vil vide [ok, jeg vidste det faktisk ikke, før en venlig sjæl informerede mig om det for nylig, men GODE småbørnsmødre ved det helt sikkert], skal man ikke tro, at man kan vente med sandalindkøb til det rent fantisk bliver sandalvejr. Næ nej, sommerfodtøj skal købes ALLERsenest 1. maj, hvis man vil have noget at vælge imellem, og hvis ens barn ligesom mit har meget små og spinkle fødder og derfor kun kan passe en ud af 100 sandalmodeller, så skal man dælensprøjtemig ikke vente til efter april måneds børnepenge er tikket ind på kontoen og alle løber amok mod skobutikkerne. Og det er ikke bare fis, det med at Rullepølsen har exceptionelt smalle fødder. Da vi for et par uger siden var inde i Hønsefødder for at købe overgangssko, lagde jeg - for at spare Ida for forgæves prøvninger af brede Angulus-andefødder og lignende - ud med at fortælle den venlige ekspedient, at vi skulle se på nogle modeller til smalle fødder. "Ork, det er ikke noget problem", lød det optimistisk fra hende, men da jeg så hev vinterstøvlerne af barnet, skal jeg love for at piben fik en anden lyd. "Ja ok, hun har GODT nok spinkle fødder. Jeg ser lige om jeg kan finde noget, der passer", mumlede damen, mens rådvildheden bredte sig i ansigtet på hende, og jeg kunne se hvordan hun mentalt scannede hele sortimentet for at finde en passende model til den lille freaks freaky fødder. Efter et par forgæves forsøg lykkedes det heldigvis at finde den eneste sko i hele butikken, som ikke svuppede, når Rullepølsen tog en prøverunde i den, og til alt held var den faktisk helt pæn også.

Ja altså, Rullepølsens sko er så lilla, men dem

kunne jeg ikke finde et billede af. Billedet her

er sakset fra www.houseofkids.dk

At komme ind med 4-toget

2010-04-11T16:36:00.004+02:00

Så ser man lige mig arrivere på Tante T i Viktoriagade iført udjokkede gummisko, morgenhår og hyperaktivt barn, der er overtræt efter at have brugt hele formiddagen på at krydse kongeriget med DSB. Med lidt hjælp fra Rullepølsens altid tålmodige tante Anne Sofie lykkedes det mig at få os installeret ved et bord i det fjerneste hjørne af etablissementet, sammen med hvad der føltes som hovedparten af mine og Rullepølsens jordiske ejendele, fashionabelt emballeret i henholdsvis en sur Nike-sportstaske (som normalt transporterer Rullepølsens voksipose og skiftetøj, når hun skal i dagpleje og ALDRIG bruges af husstandens forfængelige voksne) og en postkasserød plastikpose fra Løvbjerg af alle steder. My God! Aldrig har jeg da følt mig SÅ jysk! Og det gjorde det ved den sødeste grød ikke bedre, at hende her sad lige ved siden af og så stenbro-chik ud i høje hæle og nylakerede negle og pludrede med en lige så chik veninde om hvem der var hot og hvem der var not ved grammy-festen [altså ikke fordi jeg lyttede. Nejnej da, man har vel pli!]. Det sætter ligesom ens eget uglamourøse hverdagsliv i provinsen lidt i relief, ikke? Efter at have tanket op med kaffe og kage dalrede vi op og ned ad Istedgade [og ind og ud af samtlige butikker] med en sovende Rullepølse i barnevognen og åh, hvor var det dog bare fantastisk!! Jeg ELSKER København! Havde lyst til at kramme de højtråbende afrikanere foran Mændenes Hjem, bare fordi de ikke var blegfede danske provinsboere, og jeg blev glad helt ind i sjælen af at se unge mænd med kække cykelstyrsoverskæg og unge damer med mod på andet end gråt i gråt og sensible heels. Åh altså, jeg vil også kunne gå med leopard-leggings og og fine sweatre med haj-print [så en i en butik på Istedgade og forelskede mig på stedet], uden at mine omgivelser tror, at jeg er moden til indlæggelse!

Nå, men min forårsforelskelse i København til trods var det slet ikke slemt at vende tilbage til Skanderborg i dag. Faktisk var det helt dejligt. Men ok, blå himmel over søen og nyudsprungne anemoner i skovbunden er også lidt feje tricks. Jeg er og bliver en sucker for den slags.

Gisp, pust... så' jeg... pust... halvvejs... støn!

2010-04-05T19:31:00.003+02:00

I det sidste halve år eller mere har mit største ønske [udover fred i verden og plus på kontoen] været en uges sammenhængende ferie, hvor jeg ikke skulle lave en hujende fis udover at dalre rundt herhjemme og drikke kaffe og glo ud ad vinduet, måske bage lidt og så få taget hul på et par projekter, jeg har skubbet foran mig, siden vi flyttede hertil for et år siden. Nu har jeg haft ferie siden i torsdags og status so far er, at jeg har været i sommerhus i Ebeltoft med hele svigerfamilien fra tirsdag til lørdag eftermiddag, til påskefrokost med overnatning i Førstballe [det ved I godt hvor er, ikke? Nej? Nå, men eftersom I sikkert brænder for at få det at vide, kan jeg afsløre, at det er en lille flække, der befinder sig præcis under indflyvningen til Billund International Airport og mindst 10 km. fra ALT, der bare minder om civilisation. Jeg kalder den Røvballe. I forstår vel hvorfor.], hvorfra vi kom hjem ved frokosttid i dag. I morgen står vi i 8000 Århus C, når butikkerne åbner for at få Rullepølsens forårs- og sommerfodtøj i hus, inden vi drøner ud til svigermor for at hilse på Idas oldemor, som er på besøg [her håber jeg også at få klemt en løbetur ind, mens afkommet bobler i barnevognen]. Herfra går det vilde ridt videre til madklubaften og derefter endelig hjem, men her stopper det ikke, næ nej, for så skal der pakkes til en lille mor og datter-tur hjem til øen, som indebærer, at vi tager afsted med toget meget tidligt onsdag morgen og derefter farter København og Nordsjælland rundt i nogle dage for at få set flest mulige venner og familiemedlemmer nu vi er der. Søndag eftermiddag er vi hjemme igen, og mandag morgen skal jeg så på arbejde.

Ferie? Ikke rigtig, vel? I hvert fald ikke på den måde, jeg havde ønsket mig.

Det værste er, at jeg ikke engang kan skælde nogen andre ud over det her, for jeg har jo helt selv sørget for at booke kalenderen op. Jeg vil bare så gerne nå det hele, når jeg endelig har fri, for min hverdag består sgu ikke af andet end transport, arbejde, mere transport og den evindelige lave mad og putte barn-trummerum. Derfor skal der denondefløjteme kompenseres, når jeg endelig har fri, og derfor føler jeg mig uretfærdigt behandlet, når jeg er tvunget til at vælge noget fra - igen! So there you have it: Jeg vil blæse og have mel i munden, vil jeg, og jeg vil have lov til at skælde ud og råbe røv, når det ikke kan lade sig gøre.

Nå ja, og den halve dag, jeg har haft hjemme i dag er gået med at underholde en Rullepølse, som havde besluttet sig til ikke at ville sove middagslur og derfor blev tiltagende utidig som dagen skred frem. TAK til de højere magter for Byggemand Bob og Pingu, siger jeg bare!

Søndag, søndag, søndaaaag!

2010-03-21T20:21:00.004+01:00

Kender I det, at man får noget, man slet ikke havde ønsket sig, og så viser det sig bare at være lige det, man havde brug for? Sådan har denne weekend været for mig. Den startede lidt halvsurt med, at vi måtte aflyse en kærestetur til Fyn, fordi jeg var så forkølet, at jeg bare ikke orkede at forlade matriklen. Pænt øv, når man har glædet sig hele ugen. Men tænk, så blev det bare den skønneste weekend med masser af familiehygge, fastfood på den hjemmelavede måde (som dybest set er mere slow end fast) og nogle dejlige ture ud i det spirende forår. Nå ja, og så selvfølgelig horrible mængder snot, men hvem tager sig af det?

Rullepølsen gik i forårs-mode allerede fredag morgen, hvor hun kontaterede, at det regnede og derfor logisk nok forlangte at få regntøj og gummistøvler på. Det outfit har hun så boet i hele weekenden, og det har været SÅ dejligt at se hende løbe rundt uden michelindragten til at hæmme bevægelsesfriheden. Farvel, flyverdragt! Du vil ikke blive savnet.

I går var vi med farmor, farfar, onkel Peter, tante Gitte og fætter Alexander på tur ned til dyrene ved Sølund, som Ida elsker at besøge. Sidst hun var der, var de fleste af dyrene dog til hendes store skuffelse gemt væk inde i deres huse på grund af kulden, så der var stor gensynsglæde i går - i hvert fald fra Rullepølsens side. Ifølge farmor og tante Gitte havde Rullepølsen hilst på rådyrene med ordene: "Hej rådyr. Hvordan går det? Er det ikke så koldt mere?" Meget omsorgsfuldt af hende, synes jeg.

Her til formiddag var vi så en tur i Silkeborg, hvor der var børnetøjslagersalg, så nu er Rullepølsen ekviperet til foråret. Fik både et par Holly's-bodyer, nogle strømper, hun rent faktisk kan passe [hvor har det barn de store plader fra, mand?], en lækker grå Holly's-cardigan og en tynd sømandsstribet uldbluse fra FUB for INGEN penge. Og det der shopping, ing? Det er hun bare HELT med på! Hun rodede rundt i kasserne og jublede ved synet af alle de fine sager, så nu glæder jeg mig til, at vi skal til Århus og købe sko, når jeg har ferie efter påske.

Aubergine-babs?

2010-03-18T10:02:00.003+01:00

I går morges, da jeg var på vej i bad, og derfor gik rundt uden en trevl på kroppen, pegede Rullepølsen pludselig på mine bryster og sagde "det er grøntsager!"

Jeg er glad for, at hun ikke sagde bananer. Så var vi nok aldrig blevet rigtig gode venner igen.

Sandalelskere i Århus og omegn, foren Eder!

2010-03-15T20:44:00.003+01:00

Er jeg den eneste, der synes, det er på grænsen til snotåndssvagt, at man skal være tvunget til at købe sandaler midt i marts for at være sikker på at kunne få fingre i nogle, der både er pæne, nogenlunde komfortable og ikke banker bunden ud af ens skrøbelige økonomi? Nu skal jeg gå rundt og kaste længselsfulde blikke efter mine nye, fine sandaler i flere måneder, før jeg kan tage dem i brug uden at risikere at miste en tå eller to til polarkulden. Træls med træls på.

Så derfor, allerkæreste med-sandalelskere: Lad os give hinanden håndslag på, at vi til næste år ikke køber sandaler, før det er varmt nok til, at vi kan have dem på på vej hjem fra butikken. [UDEN strømper i. Det er både snyd og ser herrens ud.]

Jävla bra!

2010-03-14T14:41:00.009+01:00

Hey, var der nogen, der så den weekend, der lige fes forbi med 1000 km i timen? Nej? Heller ikke mig. Jeg havde for travlt med at vælte mig i sushi, kærestetid, rockmusik og drinks.

Fredag aften lod vi nemlig Rullepølse være Rullepølse og tog til koncert med Kent i hvad der MÅ være verdens mest fesne location til den slags, nemlig den besynderlige betonkonstruktion, der går under navnet Scandinavian Congress Center. Ikke ligefrem et navn, der emmer af rock'n'roll, vel? Men måske et passende navn til en bastard, som mest af alt ligner en uheldig krydsning mellem det indre af et krydstogtskib og lufthavnen i Orlando, Florida (som ikke er et besøg værd) og bl.a. huser et fitnesscenter, et IT-firma, noget offentligt sundhedsværk og altså rockkoncerter. Nu er jeg jo relativt ny her på egnen, men er det virkelig, hvad Århus har at byde på af spillesteder i den størrelse? Det er sgu da jammerligt.

Nå, men de ucharmerende omgivelser til trods var koncerten jävla bra! Ikke nok med at jeg fik min boogie på i en grad så sveden tapløb af mig og fødderne stadig værker, der var også øjeblikke så svimlende smukke, at jeg stadig får gåsehud og kuldegysninger ned ad ryggen af at tænke på det. Jeg ELSKER Kent ubetinget, og det har jeg gjort siden en lys sommeraften på Roskilde i 2005, hvor jeg troppede op foran Orange scene uden de store forventninger og gik smaskforelsket derfra. Til dato den bedste koncert, jeg har været til, selv om Coldplay gjorde hvad de kunne for at slå den samme sted sidste år.

Anders syntes også det var fedt, men han er både jo musiker OG dansklærer, så han skal nærmest tvangsmæssigt analysere tingene i småstykker og komme med bemærkninger som "jeg synes, stortrommen var for dominerende i det nummer" eller "de bruger den samme basgang hele tiden". Lyseslukker, siger jeg bare. Men han er nok bare jaloux, fordi jeg planlægger at gifte mig med samtlige medlemmer af bandet. Eller i hvert fald med Jocke..

En sej dame kom til byen

2010-03-09T21:53:00.003+01:00

Jeg har været til foredrag i aften. Det var Julia, der var i byen, og hun var dælme skarp. Og klog. Og sjov. Og så er det jo altid skønt at svælge lidt i moderskabets glæder og genvordigheder.

Tjek hende ud, hvis hun kommer til et kulturhus nær dig!

Mit lille bidrag til kvindekampen

2010-03-06T14:00:00.003+01:00

Her ligger jeg så. I lønforhandlinger, altså.

I kølvandet på min fastansættelse tilbød min chef mig helt uopfordret en sjat mere i lønningsposen, og det er jo dejligt, men med kampdagen lurende lige om hjørnet skal ingen beskylde mig for manglende søstersolidaritet, så jeg tog one for the team og skyndte mig at kvæle den indre flinkeskolepige, inden hun kunne nå at kaste sig taknemmeligt om halsen på ham og råbe ”jatakmangetakdeterdaaltformeget!”. Og sagde så, at den skulle jeg nok lige tygge på i en dags tid.

Sikkert som en form for straf fra universet for min utaknemlighed, blev jeg umiddelbart derefter ramt af noget bihule/mellemøre-noget, og tyggeriet kom derfor - meget mod min vilje - til at strække sig over to dage. Man kan nå at blive RET nervøs i løbet af to dage, skulle jeg hilse at sige. Min erfaring med lønforhandlinger kan ligge på et meget lille sted, så det er svært ikke at føle sig en smule overmatchet, når man sidder der over for en chef, der har været sælger i 20 år og ved lige præcis, hvordan sådan en forhandlingssituation skal skæres, for at han kommer ud som vinder.

Så da jeg endelig var tilbage på arbejde, fik jeg danset rimelig meget om den varme grød (og ryddet op i min bakke og mine skuffer og mine gamle e-mails), før jeg sådan lidt anstrengt casual daskede hen til min chefs bord og spurgte, om vi lige skulle få det der lille hængeparti, du ved nok, ud af verden. Det var dælme grænseoverskridende sådan at bede om en dobbelt op og lidt til (altså i forhold til tilbudet, ikke det dobbelte i løn), men jeg argumenterede for min sag, og jeg synes faktisk, at det gik ok. Jeg får helt sikkert ikke det, jeg bad om, men mindre kan også gøre det. Bare det, at jeg turde slå i bordet og kræve (ok, bede pænt om) min ret og sige ”jeg er pissegod og hver en krone værd” uden at forfalde til falsk beskedenhed eller andre tøserier er sgu ret sejt, når jeg selv skal sige det.

Nu venter jeg så på et nyt udspil fra højeste sted, men jeg føler faktisk, at jeg har vundet lidt allerede.

[og jeg ved godt, at hvis jeg havde været en mand, så havde jeg ikke så meget som overvejet et blogindlæg om noget så banalt som at kende sit eget værd og stå ved det i en lønforhandling. Don’t even get me started on that one!]

Rullepølsen 2 år

2010-03-01T20:04:00.009+01:00

29. februar 2008: Ida bliver født.

*blink*

1. marts 2010: Jeg er mor til en to-årig. En TO-årig! Som løber, leger og siger "ja, det må du gerne", når man spørger. om man skal læse en bog for hende (eller "nej, Ida gider ikke læse bog", hvis hun er i det kontrære hjørne). Manner, hvor tiden flyver.

Godt nok har vi for længe siden besluttet, at hendes fødselsdag skal holdes den 28. februar de år, hvor det ikke er skudår, men det er jo reelt først i dag, at det er 2 år siden, min verden blev rystet i sin grundvold og aldrig blev den samme igen. Derfor kunne jeg heller ikke sige mig fri for at få en lille smule bævremund og fugtige øjne i morges da klokken blev 07.56, og jeg lod tankerne flyve tilbage til samme tidspunkt to år forinden, da Ida kom til verden på en fødestue på Hvidovre Hospital i et inferno af blod, smertensskrig (av!) og almindeligt kaos. Her er hun så, min store pige:

Øverst fra venstre: 10 dage gammel og gået mælkekold. 7 mdr. og klar til leg.

14 mdr. og på græs for første gang. 17 mdr. og får en is med mor.

20 mdr. og sej som bare fa'en. 22 mdr. og en lille rappenskralde.

Så blev det forår!

2010-02-27T14:40:00.005+01:00

Åh ja, der er nu intet, der kan rive én mere effektivt ud af dvaletilstanden end en længe ønsket fastansættelse. Farvel til usikkerhed, spekulationer og udsigten til måneders forgæves jobsøgning og goddag til forår på forkant, tryghed og store planer! Yipeee, siger jeg bare! [ok, jeg har det faktisk ikke på skrift endnu, men min chef har lovet det højt og helligt, og hvis han render fra det løfte, kommer jeg efter ham på Lisbeth Salander-måden!]

Den fornyede energi har jeg kastet ind i forberedelsen af Rullepølsens 2-års fødselsdag, som skal fejres i morgen. Og hun er heldigvis i topform igen efter flere ugers sygdom, som startede med feber, da jeg var i London, gik over i øjenbetændelse ugen efter, og dernæst forvandlede sig til en led forkølelse, som så sidste weekend satte sig på ørerne med Rullepølsens første mellemørebetændelse som resultat. Med andre ord har det været et par skønne uger med en slatten og usandsynligt tvær, lille klynkefrans, som forlangte at se fjernsyn fra det øjeblik, hun slog øjnene op om morgenen og som, når hun ikke fik lov, prompte kvitterede med et højlydt "jeg.. vil.. se.. Pingu-huuuuvræææææl!" En anelse trættende i længden, skulle jeg hilse at sige.

Men nu er hun som sagt endelig frisk igen og klar til at gå ind i sit 3. år for fuld musik. Og som en helt ny, lille person, faktisk. Sådan er det næsten hver gang, Ida er rigtig syg. Det er som om prøvelserne får hende til at tage et udviklingsmæssigt tigerspring, og hun er aldrig helt den samme bagefter. Fx begyndte hun at sove igennem efter en kodyl omgang influenza for lidt over et år siden. Andre gange har det været en motorisk landvinding og denne gang er det sproget, der er sket noget med. Nu taler hun stort set kun i hele, formfuldendte sætninger, hun bøjer verber i nutid, datid og førnutid, bruger alle de korrekte pronominer, og forstår og bruger tids- og stedsadverbier som under, ovenpå, bagefter, om lidt og så videre. Det er virkelig forbløffende.

Og så er hendes argumentationsteknik som tidligere nævnt uforlignelig. Da hendes far ville sætte sig på hendes slagbænk i dag, lød det således:

"Du kan kan ikke sidde her, far. Du er alt for gammel!"