Det eneste, der sker, er at jeg bliver bombarderet med helt sikkert velmente, men ikke desto mindre røvirriterende spørgsmål om, om der ikke snart sker noget? Jamen, hallå mand, hvor i himlens navn skulle jeg vide det fra? Har ikke nogen krystalkugle og mine erfaringer med at spå i kaffegrums er sgu ret begrænset.
Men heldigvis skinner solen. Og jeg har en have, jeg kan sidde i og drikke te, mens jeg skælder ud på Anders over, at han absolut skulle gøre mig frugtsommelig [og ikke et ord om, at der skal to til sådan en tango. Er ikke i humør til at vedkende mig min del af ansvaret]. Og så har jeg besluttet mig for at forsøge at igangsætte fødslen ved hjælp af et totalt umådeholdent sukkerindtag. Om ikke andet kan det være, at det hjælper på surheden.
Jeg syntes det er sødt af lillesøster at udskyde sin ankomst så længe at de to søstre ikke skal dele fødselsdag. Sikke en søsterkærlighed.
SvarSletHar dog også stor medfølelse med moderen!
Look at the bright side: Det er bedre at være tyk og sur, når man er mere end op over termin end bare at være tyk og sur. Oh the wisdom...
SvarSletBare vent, om tre uger sidder du og ønsker dig tilbage til nuværende rolige og fredfyldte scenario! Jeg kunne sgu godt være lidt misundelig ... Aj, ved godt, det er svært at vente – især når man ikke aner, hvornår det, man venter på, sker. But still – nyd det lige alliw’l ...
SvarSletLige pludselig, du - lige pludselig! pøj pøj..
SvarSletÅh hvor jeg føler med dig. Jeg gik 15-16 dage over med trolden og var virkelig også indebrændt og rasende. Og det værste var, at det virkede lidt som om at det ikke helt var acceptabelt at føle sådan. Så jeg vil holde mig helt fra platterlige kommentarer om, at der endnu aldrig er nogen, som er blevet derinde, og støtte dig i at råbe fuck så højt du kan!
SvarSlet